To livlige møffere

At få lov at få et kig ind til de to små i maven, er virkelig rørende. At se dem ligge der og møffe rundt og spjætte med benene og gøre sig til, er bare det skønneste. Jeg tror jeg kunne kigge på det i evigheder. De er så søde! I dag fik vi æren endnu en gang. Det var blot et kig, så intet blev målt eller undersøgt, og derfor var der rig mulighed for bare at nyde dem i fuld vigør. De så ud til at have det godt og det var en stor lettelse og det allervigtigste for mig.

Dagens besøg på Riget var det første i en lang række. Der kommer til at blive holdt godt øje og det er dejligt trygt at vide. Lægen vi mødtes med i dag, var selv samme læge som jeg var til udskrivningssamtale hos efter Elisabeths død. Jeg husker tydeligt da hun kiggede på mig og venligt pointerede, at jeg selvfølgelig skulle føde hos dem næste gang jeg blev gravid – også selvom jeg egentlig ikke hører til der sådan rent geografisk. Den gang var jeg ikke helt overbevist om at det ville ske, men så sad jeg der pludselig igen i dag. Tænk at vi er nået her til!

Alle formalia omkring fødsel blev drøftet og med min baggrund, min fødselsoplevelse, samt alle andre omstændigheder taget i betragtning – blandt andet at der er to på en gang at tage hensyn til – blev resultatet helt forventeligt ... et kejsersnit. Det har jeg det både godt og skidt med. Mest godt, for det vigtigste er, at de to små har det godt og kommer til verden i live og uden nogen skader. I mit stille sind drømmer jeg dog nok stadig lidt naivt om den gode naturlige fødsel, der bare går lige efter bogen. Sådan bliver det ikke og det er sådan set også fint nok. Jeg er ved at vende mig til tanken og tænker faktisk at en kejsersnitsfødsel i sidste ende højst sandsynligt kommer til at blive en meget bedre oplevelse for alle parter. Denne gang bliver det et planlagt et og derfor stille og rolig uden kaotiske overgrebsscener. Hvordan jeg reagerer når først jeg ligger der, kan kun tiden vise, men jeg tror på at det nok skal gå. Jeg har jo mine børn at tænke på.