Maver maver maver

Et helt rum fyldt med gravide maver. Ja, det lyder nærmest mareridtsagtigt, var jeg blevet præsenteret for det for blot to en halv måned siden. Men det gjorde nu slet ikke så ondt ... jo måske lidt. Men det var mest i musklerne. Efter to måneders kvalmesygdom er jeg blevet noget af en svækling. Den gode form forsvinder jo med lynets hast når man bliver til en sofakartoffel. Det gjorde jeg fra den ene dag til den næste og det har kunne mærkes. Den ene dag trænede jeg til Eremitageløbet, den næste var jeg kvalme dårlig og sengeliggende. Så det var rart at få rørt kroppen lidt igen. Jeg trængte virkelig.

Selvom det var godt at få brugt og strakt musklerne lidt igen, kan jeg samtidig mærke at jeg passer ret meget på ikke overgøre noget, bare fordi der er andre der kan. Så hellere være hende tumpen der ikke ser ud til at være specielt god til alle øvelserne. Det er helt givet godt at være fysisk aktiv – både for at undgå diverse skavanker og for at lette fødslen og tiden bagefter. Men lige netop på det område er jeg nok ret farvet af min baggrund som ufrivillig barnløs i behandling. Jeg er nok en del mere paranoid med hensyn til motion og overanstrengelse generelt. Jeg havde det på samme måde da jeg ventede Elisabeth. Jeg fortsatte med mit yoga, men mit løberi blev indstillet øjeblikkeligt. Efter så mange års kamp skulle jeg ikke risikere noget.

Derfor kommer jeg heller ikke ud at løbe igen før efter de to små er kommet til verden ... og så lige lidt senere. En af de andre gravide fortalte ellers at hun stadig løb 5 km et par gange om ugen og hun var altså pænt meget større end mig! Om jeg fatter at hun tør! Hun kan ikke have haft svært ved at blive gravid, tænkte jeg straks. Så udsætter man nemlig sin krop den slags ting. Jeg savner mine løbeture i skoven, det gør jeg virkelig, men indtil videre må jeg klare mig med mine gåture og sådan er det.

Det var helt ok at være tilbage i de samme lokaler. Før jeg blev gravid havde jeg aldrig troet at jeg skulle sætte mine ben der igen – nogen sinde! Bare tanken om så mange gravide maver og så mange mødre med børn i lifte samlet på et sted, var værre end det værste mareridt jeg kunne forestille mig. Sjovt som ens verdensbillede kan ændre sig på så kort tid, og så alligevel ikke ... for de andre maver var for så vidt ok, men alle de der fjollede mødre med saglige blikke og et barn ved brystet og lifte man var ved at falde i for at komme ind af døren, var lige på grænsen. Næste gang kommer jeg ikke før tid, måske endda lidt for sent, så kan det være at jeg kan komme ind af døren i ro og mag uden at være ved at falde.

Da jeg kørte hjem, kom jeg til at spekulere på om mit verdensbillede mon kommer til at ændre sig endnu en gang når de to små kommer til verden. Mon jeg bliver en af de fjollerede mødre med saglige blikke, der kommer anstigende med mine to lifte og fylder det hele så de gravide og dem der har mistet sit barn, næsten ikke kan komme til ...?