Små bitte liv

I går tonede to små sprællevende liv frem på skærmen imens vejr og hænder blev holdt.

Min morgen havde været stort set søvnløs fra omkring klokken meget tidlig og toilettet blevet besøgt flittigt lige indtil vi skulle af sted. Egentlig havde jeg en god fornemmelse – faktisk tror jeg nok at jeg har kunne mærke små bitte puf på indersiden af maven den sidste uges tid, men har ikke rigtig ture føre oplevelsen verbalt ud i verden – så jeg ved ikke hvorfor jeg har været så nervøs for denne skanning, men det er vel fordi det betyder så uendeligt meget for mig, at min to små børn i maven har det godt. I går fik vi syn for sagen og jeg bliver mere og mere sikker på at de små puf jeg har mærket er helt rigtige puf.

Det var en fantastisk stor og meget rørende oplevelse at se dem igen. De var så kære som de hver især lå der og møffede rundt ved siden af hinanden. De var præcis lige store og faktisk så store at min terminsdato blev rykket 3 dage frem. Så i dag er jeg ikke 13+2 men 13+5 uger henne. Nakkefolden var som den skulle være, så der var ingen grund til yderligere undersøgelser. Det var rart og en stor lettelse ikke at behøve at bekymre sig yderlig om den side af sagen.

Efter skanningen besøgte vi Elisabeths sygeplejerske på Neonatalafdelingen. Vi blev mødt med åbne arme, knus og glæde. Det var virkelig rart at møde et andet menneske lige netop dér, for hvem Elisabeth har en kæmpe plads i hjertet. Så selvom det var hårdt at være der igen, føltes det bare helt rigtigt. På den måde var Elisabeth nemlig endnu mere med os og en del af den store oplevelse det var, at se hendes to små søskende.

Så alt i alt var det en meget begivenhedsrig og ikke mindst overvældende dag, der da også bevirkede at jeg drattede direkte omkuld på sofaen da vi kom hjem og der blev jeg liggende det meste af dagen. I dag er jeg stadig træt og kvalmen er vendt tilbage i en mild form – bestemt til at holde ud – men jeg er glad og nærmest lykkelig over det under der lige nu foregår i min mave. Det er simpelthen så stort!