I dag blev jeg stillet det klassiske spørgsmål 'Har du børn?' Egentlig er det jo helt uskyldigt spørgsmål, men når man i rigtig mange år ikke har kunne få børn, så har det været et spørgsmål forbundet med rigtig meget smerte. Det er det sådan set stadig, bare på en anden måde. For jeg kom jo faktisk over på den anden side og fik et barn. Jeg husker tydeligt hvor meget jeg glædede mig til at kunne sige 'Ja, jeg har en lille datter der hedder Elisabeth.'
Jeg ser efterhånden ret gravid ud, så når jeg får spørgsmålet i dag, bliver det gerne indledt med 'Hvor langt er du henne?' og dernæst 'Har du andre børn?' I dag blev svaret 'Nej'. Det er det nemme svar. Det knuger altid lidt maven når jeg vælger det nemme svar. Det er yderst sjældent at jeg vælger det, men når jeg gør, bliver jeg ofte nødt til, i en indre dialog med mig selv, at forsvare det med at det jo på en måde er rigtig nok. Jeg HAR jo ikke nogen børn – mere. Jeg HAVDE Elisabeth, men hun er her ikke mere – ikke sådan rent fysisk i hvert fald. I mit hjerte forsvinder hun selvfølgelig aldrig og mit liv i det hele taget. Det vil hun altid være en del af. Men her på jorden og på den måde, som børn bør være til, er hun her ikke.
Det knap så nemme svar plejer at lyde 'Ikke mere – jeg fik en pige for to et halvt år siden, men hun blev kun 6 uger gammel'. Det svar efterlader ofte forfærdelse og ind imellem også forskrækkede mennesker der ikke altid ved hvad de skal sige og meget ofte bliver forlegne og kede af at de kom til at spørge.
Så spørgsmålet er stadig svært at få stillet. Nu er det bare svært på en anden måde end før. Mit svar rør stadig ved nogen dybe følelser i mig. Men mit svar har ændret karakter, for nu ved jeg i mit hjerte at jeg er mor til en lille pige. Det kan alligevel nogen gange være svært at få kommunikeret ud på den rigtige måde.
I dag passede det bedst at svare, at jeg ikke har andre børn end de to i maven. ( ... og Elisabeth i hjertet, hviskede hun til sig selv.)
onsdag, oktober 29, 2008
Har du børn?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Det dilemma havner vi alle sammen i og alle vælger forskelligt.
Jeg har det lige som dig, der er dage, hvor det nemme svar egner sig bedst - for selv om det kan være, så er der også modtageren at tage hensyn til, situationen og ikke mindst ens eget overskud.
:)
Synes faktisk det er første gang jeg har hørt det beskrevet så præcist. Måske er jeg også ved at ændre mig lidt på det punkt. Det er ikke mange gange jeg er blevet spurgt, men jeg har fra starten bare haft paraderne SÅ meget oppe - for hvis der var noget jeg havde fået, så var det da et barn!!! Han var bare tilfældigvis også død. Men... præcis som du skriver, er døde børn her ikke, sådan som børn bør være. Det er faktisk den 'åbning' jeg lige havde brug for. :-)
Åh hvor jeg forstår dig! Nogle gange vælger man den lette lsøning, fordi man ikke orker at trøste folk, der bliver forlegne ...
Jeg mindes lige nu de gange, jeg mødte folk, som vendte om på hælen og gik den anden vej, da de så mig. Det er også hårdt.
Ja, det er et svært spørgsmål, men dilemmaet vil altid være der. Og man vælger forskelligt fra situation til situation. Det er helt ok at vælge den nemme løsning, for det er ikke alle, man har lyst til at involvere i sine private rum. Jeg vælger ofte at sige to børn, men i nogle, som regel tætte samtaler, fortæller jeg sandheden: Jeg har født tre børn, har en handicappet, en død og en sund og rask. Men jeg skal have overskuddet til at klare folks reaktion, og det er der bare ikke altid.
Frederikke – Det er et stort fremskridt for mig at kunne vælge. Hidtil har jeg følt at jeg tog kvælertag på mig selv hvis jeg sagde at jeg ingen børn havde. Tænker at man rykker sig med tiden.
Heidi – jeg er glad for at kunne åbne lidt.
Madame – Det med at folk er vendt om på hælen har jeg heldigvis ikke oplevet. Det må have været så hårdt og slet ikke det man har brug for i sådan en situation.
Lisbeth – Det er nok lige præcis overskuddet og situationen det kommer an på.
Send en kommentar