Summer camp

Lidt morsomt har vi begge haft associationer til Camp Wulamat de sidste to dage. På mange måder minder stedet her om det sted i New Hampshire, hvor Kevin har tilbragt alle sine somre som barn. Jeg har aldrig selv haft et sådan sted, men håber vores børn en dag kan få lov at få samme forhold til et sommersted, som deres far har haft det. Faktisk er vi begge ret forelskede i dette sted. I mine øjne står det for hvad et sommerhus skal være. Jeg håber ikke det bliver sidste gang vi får lov at slå afslapningsknappen til lige netop her. Det ved jeg det ikke er.



Vi er efterhånden ved at have fået os et par rigtig gode venner. Jeg tror de kommer til at savne os når vi tager hjem. Jeg kommer også til at savne dem lidt, men allermest savner jeg vores egen lille Maomis. Jeg ved han bliver passet godt, men han har ikke haft nogen at ligge i ske med i alt den tid vi har været væk. Måske får vi den kolde skulder i en halv times tid eller noget når vi kommer tilbage. Det er også helt i orden. Vi har jo været væk, alene uden ham. Jeg savner min kat!



På toppen af bakken står en udsigtsbænk. Det er ikke mange aftner der har budt på sådan et sceneri. I aften fik vi lov og vi greb chancen som den bød sig til. Bagefter slog jeg Kevin i en omgang minigolf. De havde egentlig lukket, men åbnede for os. Ikke ringe at have hele banen for sig selv. Så er det svært at klage over blade på banen med sådan en betjening.



Nu må jeg i seng, for i morgen skal jeg være frisk – det er nemlig en helt særlig dag ... Jeg har plukket blommer, så jeg er klar.