Lidt klip i haven og et spyt i vandet

Jeg var helt og aldeles klar til sofaen da jeg kom hjem fra arbejde i dag. Fuldstændig brugt og træt over det hele, var jeg. En tur i haven for at klippe lidt visne blomster, gav mig lige nøjagtig energi nok til at spise mandens hjemmelavede pizza og bagefter gå en tur ned for at spytte i vandet.

Jeg synes jeg er mere end almindelig træt for tiden. Jeg vil så gerne alt muligt, men må gang på gang indse at kræfterne altså stadig ikke rækker som de gjorde tidligere. Der er immervæk også meget der fylder i mit lille hoved for tiden synes jeg.

Først og fremmest er vi lige midt i Elisabeth-tid lige nu og det fylder. Ikke så meget som sidste år og så alligevel ... Det er på en anden måde. En ikke helt så nærværende måde, men til gengæld meget tristere måde. Havde der dog bare været et andet lille barn til at fylde noget af alt den tristhed, men det er der ikke og jeg kan mærke at jeg efterhånden har svært ved at holde modet oppe omkring at vi nogen sinde får et barn igen. Jeg er begyndt at overveje om vi måske bare helt skal droppe det. Den gnist jeg egentlig hele tiden har haft, lige siden vi startede det her projekt for snart 7 år siden, er ved at blive slukket kan jeg mærke. Lige så langsomt.

Forleden dag mødte jeg den ledende oversygeplejerske fra neonatal på Riget. Hun fik historien om Elisabeth, og selvom det allerede er 2 år siden nu og jeg aldrig har mødt hende før, så vidste hun godt hvem Elisabeth var. Hun havde gjort et stort indtryk og det gjorde dét at møde mig tydeligvis også. Et eller andet sted er det lidt rørende at min lille pige har sat sig så tydelige spor. Der bliver immervæk ekspederet mange børn igennem de små stuer på 4. sal og jeg kan næsten ikke tro at hun han huske dem alle lige godt, så at Elisabeth står som noget særligt, betyder en hel del for mig. Når Elisabeths historie bliver bragt på banen på den måde, så lever hun lidt igen og det varmer mit forfrosne moderhjerte.

Mødet med oversygeplejersken satte en masse tanker og følelser i sving omkring den forbandede og helt umenneskelige tid vi var igennem for 2 år siden. Jeg synes vi blev godt behandlet og de var der for os så meget vi bad om. Alligevel føler jeg en vis vrede til det sted. Jeg ved godt det ikke er deres skyld, at det hele endte som det gjorde, men det er alligevel det sted jeg forbinder med min smerte fra den gang. Så jeg var en smule forbeholden omkring hendes tilbud om at komme og besøge dem derinde. Hun ville rigtig gerne vise mig rundt og foreslog om jeg havde brug for eller lyst til at tale med den sygeplejerske eller læge som var tilknyttet Elisabeth. Jeg har slet ikke lyst. Men egentlig kan det måske være at det ville være meget godt at blive konfronteret med det sted igen. At jeg sidste forår havnede på Herlev, hjalp mig jo faktisk igennem mit traume omkring det sted.

Så er der selvfølgelig adoptionen som fylder og som jeg stadig ikke rigtig kan forholde mig til. Det er noget underligt diffust noget. Jeg trænger til noget konkrethed, noget jeg kan tage at føle på. Jeg er desuden begyndt at lægge mærke til andre børn på gaden og tænke at det barn kunne potentielt have været mit. Altså – selvfølgelig kunne det ikke det, for det har jo allerede en mor, men jeg forestiller mig, ved at se på andre børn, hvordan det bliver at få overrakt et vildt fremmed barn. Det er frygteligt, for bare tanken om det her barn, som ikke er mit eget og som sikkert er grimt og som jeg sikkert aldrig nogen sinde kan elske, fylder mig med væmmelse. Jeg er simpelthen hunderæd for at jeg ikke kan elske dette barn. Puha, det er stygt. Jeg vil bare have min egen lille lækre Elisabeth, vil jeg!

Og så er der i særlig grad min jobsituation lige nu. Mødet i går, gjorde mig lidt klogere. Alligevel er jeg allerede kommet i tvivl om jeg nu også kan leve op til alle de forventninger som jeg fik stillet op for mig selv. Jeg har fået nogen værktøjer til at komme videre i min søgning, men når overskuddet nærmest er ikke eksisterende, fordi jeg bliver nødt til at arbejde så meget som jeg gør, for at opretholde en bare nogenlunde levestandart, så bider det sig selv lidt i halen kan jeg godt se. Måske er det bare en dårlig undskyldning, for jeg kan vel ikke blive ved med ikke at kunne ...?

Lidt klip i haven og et spyt i vandet, er nogen gange det der skal til. Se blot her – nu fik jeg lige fyret et indlæg af med noget af alt det der fylder og tynger lige nu, selvom jeg troede jeg var alt for træt.