Mine to piger på samme tid

I dag om en uge, ville Elisabeth være fyldt 2 år. Lige midt i Emmas operation og al den utryghed der følger med sådan en omgang. Det er næsten for meget af det gode. Emmas indlæggelse og alt hvad det fører med sig, har nemlig sendt mig lige lugt tilbage til samme tid for præcis to år siden. Selvom det var noget andet der var i vejen med Elisabeth og der ingen håb var for hende, så er det alligevel de samme omgivelser det her foregår i og samme uvisheder og bekymringer, jeg genkender.

At de to oplevelser – Elisabeths dom og Emmas operation – falder sammen rent tidsmæssigt, håber og tror jeg på betyder noget godt. Altså at Elisabeth på den måde er lidt tætter på og derved måske kan give noget videre til Emma – noget at det hun ikke selv fik.

Kevin gav blod i fredags. I princippet kunne det være det blod Emma skal have under operationen på onsdag. Jeg håber det. Det ville være en smuk og dejlig tanke. En gave fra hendes onkel. Måske bliver det ikke lige Emma der får netop hans blod, men tanken om at give til den pulje hvorfra Emmas blod kommer, er stadig rar. Jeg er stolt over at han har valgt at give af sit overskud, til dem der har brug for det. I princippet burde vi alle gøre det. Det kunne jo blive os selv en dag der får brug for at andre har givet.

Det er et sammenfald af de sjældne, at Emma skal opereres lige præcis på samme tidspunkt, som Elisabeth kom til verden. Jeg er i forvejen meget tyndhudet på grund af Elisabeths fødselsdag lige om lidt og alle de minder den tid fører med sig. Så at Emma er blevet indlagt lige netop nu, forstærker lige det hele lidt. Det sidder virkelig i kroppen på mig i disse dage. Elisabeths tid på neonatal. Vores tid på neonatal. Elisabeth i respirator og hele denne ubærlige uvished og efterfølgende verdenssammenbrud, som vi var igennem på få dage. Det var stygt. Det var modbydeligt ondt. Tæppet blev revet væk under mine fødder og jeg bare faldt og faldt og faldt. Ingen kunne gribe mig. Min lille pige, jeg havde kæmpet så hårdt for i så mange år, var endelig blevet min og så måtte jeg ikke beholde hende. Hullet var uendeligt.

Da Elisabeth blev født, nåede jeg at høre hendes gråd og mærke hendes bløde hud mod min i få korte minutter, kort tid efter jeg var vågnet af narkosen. Næste gang jeg så hende, lå hun i respirator og havde drop og elektroder alle vegne. Det var sådan min familie så hende for første gang og sådan jeg troede, jeg skulle se hende for sidste gang. Så vidt jeg har fået oplyst holder de Emma sovende de første dage efter operationen, for at kunne overvåge hende bedst muligt. Det er det bedste for hende og derfor godt sådan. Alligevel forestiller jeg mig at det bliver en hård omgang for min søster, at skulle se Emma sådan. Det må alt andet lige frembringe grumme minder på nethinden.

For mig bringer Rigshospitalets neonatalafdeling intet andet end grumme minder. Det var der vi fik besked. Det var der dommen faldt. Det var der Elisabeth blev døbt, kun iført ble og respirator. Det var der vi sad med hende i armene en hel dag og bare ventede på at hun skulle dø. Det var der vi kom for at få medicin og igen og igen høre lægens ord om at det VAR slemt og at hun VAR skadet og der INTET var at stille op. Det var der vi afleverede Elisabeth den sidste gang, inden hun blev kørt i kapellet. Det er slet ikke et rart sted at tænke tilbage på OVERHOVEDET! Jeg ved ikke om jeg kan holde ud at gå derind igen – nogen sinde!

Heldigvis er det ikke der vi skal besøge Emma, når hun en gang om lang tid må få besøg. Jeg glæder mig til igen at få hende at se. Det er en noget pinefuld tid at gå igennem den her. Heldigvis hører vi hele tiden nyt når der er noget at berette.

I dag om en uge, er det Elisabeths fødselsdag. Sidste år inviterede vi alle hendes venner og det blev en dejlig dag, hvor vi fejrede at hun kom og var her. Elisabeths fødselsdag er og var en glædesdag. Den glæde hun trods alt bragte med sig skal fejres. Den rus af glæde som holdt os kørerne i de 6 uger hun levede. Det var den dag hun blev født og den dag vi blev forældre. Det er vigtigt for os at fejre.

I år er Emma indlagt på Elisabeths fødselsdag og det kaster immervæk et særligt lys på det hele. Vi har ikke helt kunne finde ud af hvordan vi har skulle forene de to ting. Vi er dog efterhånden nået frem til, at netop fordi Emma ligger der hvor Elisabeth startede og sluttede sit korte liv og fordi jeg fornemmer et bånd imellem de to piger, så bør vi markere dagen for begge pigers skyld. Derfor har vi talt om at holde åbent hus om eftermiddagen, for alle dem der har lyst til at sende Elisabeth (og måske endda Emma) en lille hilsen. Lige netop på grund af omstændighederne vil vi have det bedst med at markere dagen på sådan en lidt uforpligtigende måde og give dem der har tid og lyst mulighed for at komme forbi.

Det blev vist lidt langt og rodet det her, men det er sådan min hjerne fungerer i disse dage. Det er svært ikke at blande de to ting sammen, selvom det ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre, udover at det det foregår på samme tid og drejer sig om to piger jeg elsker meget højt.

Dagens undersøgelse af Emma gik godt. Hun har indtil videre klaret det hele med smil og grin til alle dem der har med hende at gøre. I morgen bliver der holdt konference med alle implicerede og onsdag skal hun opereres. Jeg håber hjertet jeg gav hende, vil spille for hende det meste af tiden. Måske kender jeg en der vil hjælpe til med at få det til det ...