Næsten godkendt

Nu har jeg haft referatet fra vores fase-3 samtaler liggende i et par dage og læst det igennem igen et par gange. Måske er det ikke så slemt som først antaget. Jeg tror det der fik mig til at stejle lidt i første omgang, var måden det var skrevet på. Jeg havde nok snarere forestillet mig en udtalelse eller en vurdering, end et ordret referat. Men det siger vel sig selv – et referat.

Desuden har jeg fundet ud af at samrådet også får vores egen levnedsbeskrivelse med. Altså kommer referatet ikke til at stå alene. Det hjælper en hel del på det. Min egen levnedsbeskrivelse synes jeg nemlig er ret god og giver et meget bedre billede af hvordan jeg ser mig selv. Måske netop derfor var jeg lidt skuffet over at sagsbehandleren ikke havde kunne udlade noget om hvordan jeg er som person, når hun nu både har læst min egen beskrivelse og hørt hvad jeg har at sige. Men sådan er det altså. Et referat er et referat. Faktisk er der flere steder hvor der i referatet er henvisninger til vores egen beskrivelse, så det betyder vel bare at referatet ikke er fyldestgørende.

Jeg talte med vores sagsbehandler i dag og hun kom til at sige at der nok ikke var nogen tvivl om at vi ville blive godkendt. Det eneste der kunne blive et problem, var de her æg vi stadig har liggende i fryseren. Man skal nemlig have afsluttet al fertilitetsbehandling for at kunne blive godkendt. Så der er altså en reel risiko for at vi skal igennem et lidt længere godkendelsesforløb.

Det er dog ikke sikkert at det bliver noget problem, men det kan det gøre, understregede hun. Hun vidste det ikke. Der er nemlig ikke nogen regler om at man ikke må have æg i fryseren – kun at man skal have afsluttet al behandling. Hvis det bliver et problem, er det noget vi skal anke og så mente hun at man kunne håbe at det ville danne præcedens for kommende par – altså at man godt kan have æg og samtidig have sluppet behandlingsverdenen. Det virkede ikke som om det var noget de havde været ude for før. Nu må vi se. Vi har i hvert fald ikke tænkt os at destruere vores små æglinger. Hvis det bliver et problem må vi tage den derfra.

Jeg skal ærligt indrømme at vores æg i fryseren har rumsteret lidt i hovederne på os begge – bør vi lige afprøve dem inden vi går videre med adoption? En behandling med fryseæg er ikke forbundet med nogen som helst risici i forhold til overstimulation og den slags, som ellers har været problemet for mig. Men en egentlig graviditet og især tanken om en fødsel har efterhånden udviklet sig til et kæmpe traume for mig. Alligevel er det rart at have de æg liggende. De ligger der som en slags forsikring. Så er alt håb i hvert fald ikke helt ude. Desuden kan det jo være at vi skifter mening om nogen år og faktisk gerne vil prøve dem af. Til den tid har vi forhåbentlig en dejlig adopteret unge og derfor ikke så meget pres på hele situationen. Æg eller ej – lige nu er vi fuldstændig afklarede med vores fremtid som adoptivforældre.