Landevalg, infertilitet og adoptionstanker

Der er efterhånden mange der har spurgt os om hvilket land vi har valgt at adoptere fra. Det er et stort spørgsmål og noget som mange går rigtig højt op i af den ene eller anden grund. For os har det egentlig ikke været så vigtigt hvilket land barnet kommer fra.

I forhold til udenlandsk adoption, har vores kriterier hele tiden været; kort venteliste og kort tid til udrejse. Det er dog ikke noget vi behøver at lægge os fast på før vi vælger, at det er den vej vi vil gå. I første omgang har vi nemlig søgt om dansk adoption. Eller rettere, vi har søgt om en dobbeltgodkendelse til både dansk og udenlands adoption. Det gør vi som en slags sikkerhed, da vi ikke er sikre på at få et barn via dansk adoption.

Når man står på venteliste til et danskfødt barn, kan man kun stå der i et år og hvis der ikke er matchet et barn inden for det år, ryger man af listen og skal starte forfra med udenlandsk adoption. Ved at søge om begge dele samtidig, undgår vi at starte forfra, hvis vi vælger at trække os fra den danske liste eller hvis der efter et år ikke har været muligt at matche et barn. På den måde er vi allerede godkendt til udenlands adoption og kan starte ansøgningen til et udenlandsfødt barn med det samme, uden at skulle hele godkendelsesprocessen igennem igen.

Godkendelsen er efterhånden ved at være så tæt på at jeg kan begynde at glæde mig. Alligevel kan der stadig gå op til flere år før vi får et barn, men det skal nok komme, det er det gode ved denne proces – man er sikret et barn på et eller andet tidspunkt.

Den sikkerhed findes ikke i behandlingsverdenen og det er blandt andet det der gør den så forbandet. Usikkerheden omkring om det nogen sinde vil lykkes er opslidende og følelses som et KÆMPE pres. Med garanti noget der er helt uforståeligt for andre der ikke har det problem at slås med.

Behandlingsverdenen er lagt på hylden, men den er slet ikke væk fra mit sind. Jeg tror altid jeg vil høre til blandt de infertile barnløse. Sådan ser jeg mig stadig. Jeg har været i den verden i så forbandet mange år og kender den til hudløshed. Der er efterhånden ingen forkortelser eller udtryk som jeg ikke forstår og kender til. Jeg følte til sidst at jeg sad og talte fagsprog på lige fod med lægen, når vi var til konsultation.

Det har været en lang og sej kamp vi har været igennem i alle de år i fertilitetsmøllen. Alligevel følte jeg mig nærmest tryg ved at være i behandling. Så var der i det mindste lidt kontrol og styr på tingene og jeg følte at vi gjorde noget konstruktivt i kampen for at få et barn. Imellem behandlingerne, var der ikke noget jeg kunne gøre andet end at forbedre mine chancer med vitaminer, zoneterapi og akupunktur. Det gjorde jeg til gengæld også. Hold fast hvor har jeg brugt mange timer og ikke mindst penge på den slags, når jeg sådan tænker tilbage.

Min kamp har ændret karakter og min fokusering er ligeledes helt anderledes i dag. Vi er stadig på vej mod barnet, men i denne proces er der ikke meget jeg kan stille op i ventetiden. Vi venter bare. Resten er overladt til nogen andre. Det er en KÆMPE befrielse. Så kan jeg bruge min tid på alt muligt andet – male huset og løfte tunge krukker uden at være bange for om ægget nu kan klare det og om det mon var fordi jeg gjorde det, at det ikke satte sig fast.

Forskellen på før og nu er, at nu ved jeg i det mindste at der på et eller andet tidspunkt kommer et barn. Hvornår er usikkert, men jeg ved der kommer et barn. Før kæmpede jeg en ulig kamp med vindmøllerne. Jeg anede ikke om det nogen sinde skulle lykkes mig at blive gravid. Hver gang det ikke lykkedes var det mig der fejlede, mig der ikke havde gjort alt hvad jeg kunne. Jeg ved godt at man ikke kan sætte det op så sort og hvidt, men sådan havde jeg det altså. Det var op til mig om det lykkedes og derfor var hullet måske også lidt dybere hver gang.

Jeg er færdig med behandlingerne, men behandlingsverdenen er svær at slippe. Den er blevet en stor del af min identitet. Nu er jeg en infertil mor til en engel der venter på at blive godkendt til adoption af et danskfødt barn, muligvis tvillinger, muligvis et udenlandskfødt barn.

Vi venter stadig på at få referatet fra sagsbehandleren og så mangler vi stadig at skrive vores salgstale om hvorfor vi vil være gode tvillingeforældre. Jeg spekulerer lidt hvorfor den ikke er blevet skrevet endnu. Der har helt givet været mange andre ting at tænke på og tage sig af på det seneste, men det er der jo altid! Jeg har overvejet lidt om det er fordi jeg i virkeligheden er ved at få lidt kolde fødder omkring det med tvillinger. Kan vi nu også klare det? Dobbelt af det hele – både overskud og penge. Jeg ved snart ikke ...