I morges sad jeg og så på billeder af Elisabeth. Det er længe siden jeg har været igennem stakken. Det kræver mod at åbne mappen, for jeg bliver altid så ked af det. Jeg ryger lige lugt tilbage i tiden og smerten bliver ekstra tydelig. Det blik, den lugt, den følelse, den fornemmelse, de lyde – det hele er der når jeg giver mig selv lov. Det tager et stykke tid at komme derind, det kræver ro og fordybelse, men så overvældes jeg altså også meget nemt.
Elisabeths bedsteforældre i USA, har bedt om et billede af vores lille familie, Elisabeth, mor og far, til kaminhylden, så anledningen var at finde et egnet til dem.
Skønt vi har langt over tusind billeder, er det ikke mange vi har af os tre sammen. Her bagefter kunne jeg godt have tænkt mig at vi havde haft MANGE flere billeder og MEGET mere film end de små stumper vi fik taget med kameraet. Men den gang var det vigtigste for os at indsnuse, at være midt i det, lige nu og her, og bare opleve Elisabeth, være der for hende og nyde så meget af hende som overhovedet muligt. Det var vores prioritet den gang.
Jeg elsker hvert et billede vi har og selvom jeg overvældes og mange gange ikke kan se billederne for bare tårer, så er tårerne en mærkelig blanding af glædes- og smertetårer. For det var jo sådan det var – glæde midt i al smerten. Det lyser alle de billeder vi har jo langt væk af.
fredag, maj 16, 2008
Et billede til kaminhylden
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
16 kommentarer:
Jeg kunne godt have ønsket mig, at nogle havde spurgt efter billeder af min familie dengang. Men nej - vi har selv delt dåbsbilleder ud, men de har vidst bare fundet pladser i skuffer rundt omkring.
Elisabeth er så fin på billederne, at det slet ikke er til at forstå.
Kære Sofie, I er en smuk lille familie, og Elisabeth er altså noget nær den yndigste lille pige jeg nogensinde har set. Jeg kan godt forstå at det er overvældende at kigge alle jeres billeder igennem, men hvor er det også bare så fint at I har så mange billeder. Kram Mie
Det er et skisme som jeg kun tror forældre som os kan følge. At man midt i al smerten også fandt enorm glæde. At man trods alt fik noget tid sammen, mens tid var. Det får så stærk betydning bagefter.
Men det gør også følelsen af savn så meget større. Hvis man nu bare kunne gå tilbage i et øjeblik og fastfryse det. Hvis bare. Derfor er billeder så vigtige at have bagefter. Om man så have 10.000 af slagsen havde det aldrig været nok. For det er jo trods alt ikke det samme som at have det lille barn hos sig.
Familien i USA er heldige at få et så godt billede af jer sammen.
Det ville jeg også have ønsket for jer, Susanne. Det er da næsten ikke til at bære, hvis hun bare er blevet puttet ned i en skuffe. Især hvis billeder af alle de andre børn får lov at stå fremme.
Tak, Mie. Hun ER det yndigste og det er så dejligt at vi trods alt har alle de billeder vi har.
Ja, Majsen, og vi er heldige at have sådan en dejlig familie i USA, der gerne vil have et billede af os. Det betyder så uendelig meget at de viser den omsorg.
Det billede er så fint!
Det lyser af jeres kærlighed til smukke Elisabeth.
Æj hun er så dejlig - og i ser så søde ud på det billede alle tre...
Vi andre kan næsten heller ikke se billedet for tårer...
Hilsen fra
Sine
Kære Sofie,
Det er svært ikke at fælde en tåre når man læser om jer og Elisabeth. Det er så smukke ord, du har i dig omkring jer tre. Og endnu engang er jeg fuld af beundring for din styrke og dit mod til at konfrontere livet og dets følelser.
Det er et meget dejligt billede af jer tre. Hun ser så utrolig dejlig og fredfyldt ud, Elisabeth. Uhm.
Knus
Sechen
Åhh hvor ser i alle tre dejligt ud!!!
Det er bare et dejligt billede!
ahj nu tuder jeg. I er så smukke, og der er så meget nærvær og kærlighed i det billede.
Kære Sofie!
Dejligt billede af jer alle tre. Jeg håber at du og din mand må opleve at få et barn, hvor du løbende kan skifte billederne ud efterhånden som jeres barn vokser. For mig er det en stor glæde at kunne det med tre af mine børn.
Min adopterede søn siger, at jeg skal skrive: "det er synd for jer at jeres lille barn, Elisabeth, døde". Han snakker hele tiden, så det er lidt svært at koncentrere sig lige nu. Han vil spille spil på computeren!
Mange hilsner fra Sine (mor til 7, hvoraf tre lever)
Kære Sofie!
Hvor ER det dog et skønt billede af jer alle 3!
Hvis ikke jeg vidste bedre, så ville jeg tænke, at her stod to stolte forældre og beundrede deres skønne unge, som skulle vokse sig stor og stærk - men I ved jo godt, at hun skal dø.
Det rammer mig i stort set alle jeres billeder, og jeg har sagt det før - I udstråler så meget kærlighed og lykke til trods for den viden I har. Det er imponerende og meget, meget rørende.
Rikke
Åh, altså. Nu er det altså mig der tuder. Tusind tak for alle jeres smukke ord. De varmer i en særlig grad. Det var vidst lige hvad jeg havde brug for at høre. Nogen gange bliver jeg nemlig så i tvivl om om jeg nu også gjorde det rigtige dengang.
Sine – Jeg kan slet ikke begribe at du har måtte miste 4 af dine børn. Hvordan er det gået så galt? Tak for de søde ord fra din søn. Det får mig til at tænke på hvordan dine levende børn mon takler at de mangler 4 søskende? Er de alle begravet samme sted?
Kære Sofie!
De tre af mine børn er begravet på samme kirkegård. Desværre ikke det samme gravsted. Vi havde valgt et lille gravsted til Freja, og da Frida og Ane så døde pga. en navlesteng der var kommet i klemme mellem moderkagen og fosterhinderne, var der ikke plads til dem på samme gravsted. Vi fik så et gravsted til dem ikke så langt fra Frejas grav. Frida og Ane var enæggede tvillinger og døde i 32 graviditetesuge. Vores fjerde døde barn har vi ikke et gravsted til. Han døde af lungebetændelse i Nepal. Han er brændt og asken er kastet i floden som løber igennem Kathmandu. Han skulle have heddet Christoffer, og alle papirer omkring adoption osv. var underskrevet, og vi havde haft billeder af ham i lang tid. Vi ventede kun på at få udrejsetilladelse, da vi fik beskeden om at han var død. Selvom jeg aldrig har holdt ham i mine arme, er han det barn det har været sværest for mig at miste, fordi jeg syntes at det var så ubegribeligt at han skulle dø af noget som kunne have været kureret, hvis bare vi havde fået lov til at rejse lidt før. Jeg ved godt at der er børn der kan kureres der dør hver dag i fattige lande, men det var ikke så nærværende i min bevidsthed før.
Mit ældste, levende barn, er 11 år, og har været med igennem forløbet med tvillingerne og Christoffer. Hun var også med i Nepal for at hente lillebror, som i dag er 7 år.
Det har altid værert en del af hendes liv at hun har døde søskende. Hun har været med på kirkegården fra hun lå i lift. Hendes adopterede lillebror har mistet begge sine forældre. De er døde under tragiske omstændigheder, og vi har kontakt til hans biologiske familie i Nepal. Det giver dyb mening for os alle, at vi er blevet forældre til lige præcis ham. Hvis ikke vores børn var døde og hans forældre var døde, havde vi jo ikke fået hinanden! Det er en stor, stor gave. Den sidste store gave fik vi for to år siden. På trods af alt hvad der kunne gå galt ifølge lægerne, og helt uden for beregning, fik vi en sund og rask lillebror.
Jeg er ikke så rutineret på nettet, men kunne godt tænke mig at skrive sammen med dig. Er bare bekymret for at lægge min mail-adresse ud på nettet. Er der en måde det kan lade sig gøre på anonymt?
Mange hilsner fra Sine
Kære Sine. Du må meget gerne skrive til mig. Min mailadresse er: sofiewiik(a)tiscali.dk
Send en kommentar