Det første af de sidste besøg

Besøget hos mine forældre i Pinsen, var det første siden de satte deres hus til salg. Huset er et gammelt nedlagt husmandssted fra det forrige århundrede, haven er så stor som en park og der er langt til nærmeste nabo. Det kræver sin mand at vedligeholde sådan et sted og da de er begge gået på efterløn, har de mange andre planer om hvad deres tid fremover skal bruges til. Derfor er det snart slut med bondehusidyl på landet.



De har allerede købt et andet hus. Det ligger ved vandet med omkring 50 meter til privat badestrand/bro. Det er slet ikke ringe. Faktisk er det rigtig dejligt. Det ligger tæt på alt det de gerne vil – by, vand, havn, natur, kultur. Desuden er det næsten helt nyt, så det kræver ikke den store vedligeholdelse og haven er af overkommelig størrelse.



Alligevel er det lidt vemodigt, for en ny start betyder samtidig afslutningen på noget gammelt. Det gamle hus har gjort det godt – rigtig godt endda. Det har dannet rammen om hele min søsters og min barndom. Vi er vokset op det sted. Vi har bygget huler og leget alle vores skøre lege i de vidunderlige omgivelser. Vi har boet der lige indtil vi flyttede hjemmefra. Det har altid været, og er stadig ‘hjem’, selvom vi begge for længst har fået vores egne.



Så at det nu er sat til salg, har selvfølgelig sat gang i nogen særlige følelser. Jeg kan mærke at den sidste indsugning af stedet, med alle de særlige minder der er forbundet, er begyndt. I lørdags var jeg på rundtur med kameraet og med min sjæl. Den skal nå at følge med og jeg giver den alt den tid den har brug for. Heldigvis har vi helt frem til januar til at suge ind og forevige alting.



Forevigelsen af hvordan tingene ser ud lige nu, er et led i min afsked med stedet. Alt det der var før, ligger gemt eller andet sted i de her billeder. Før-billederne er ikke lige til at se for andre, men de står lysende klart for mig.



Selvom der ikke er mange fotografier fra den tid – slet ikke i en grad som man har billeder i dag – så har jeg til gengæld mine egne. De er lageret på harddisken bagest i hovedet og der ligger de godt. Det er slet ikke utænkeligt at jeg vil begynde at dele lidt ud af dem her på bloggen i tiden der kommer.



Et eller andet sted har jeg selvfølgelig altid vidst at huset en dag skulle sælges. Sådan er livets gang nu en gang. Min frygt har været at det var min søster og mig der skulle stå for det. At skulle tømme sit barndomshjem efter sine forældre, forestiller jeg mig som en noget nær uoverkommelig opgave. Jeg husker vi gjorde det med min mormor og morfars hus, efter min mormor døde. Det var ikke nemt – og det var ikke en gang det sted jeg er vokset op. Så på den måde er det rigtig godt, at det er mine forældre der selv får lov at rydde op og ud og lukke ned for det sted der har været så meget igennem så mange år. Det gør det i sidste ende nemmere for alle parter bilder jeg mig ind.



Jeg kunne mærke at min rundtur i lørdags, og ikke mindst turen til det nye hus, allerede har hjulpet mig lidt på vej i min afsked. Alligevel er jeg glad for at overtagelsen først ligger til januar. Det giver mig tid til få alle årstider med i min dokumentering – og dermed også min sjæl.



Det skal nok blive godt – det nye. Det er jeg overbevist om. Selvom mine forældres hjem er mit barndomshjem, så er det deres hjem og de er parate til det nye. Det glæder jeg mig over på deres vegne.