Tabt for altid

Forleden dag gjorde jeg et ekstraordinært stop hos Elisabeth på vej til arbejde. Dagen for inden var der blevet ekstra forårsrengjort, stenen var blevet vasket og visne ting og sager fjernet. Der var blevet rigtig fint. Det ville jeg gerne have et billede af og da hendes lille have er østvendt, er lyset ofte bedre om morgenen. Det er ellers sjældent at jeg stopper der om morgenen. Til gengæld går turen hjemover ofte forbi. Det er for mig mere ro på den tid af døgnet og ikke noget jeg skal nå. Men forleden dag blev det til et morgenbesøg og jeg endte med at være alt for sent på den og fordi vejret var meget varmere end beregnet, røg jakken i cykelkurven og af sted det gik.

Da arbejdsdagen var til ende og jeg skulle til at pakke mine ting sammen, var min jakke ikke at finde nogen steder. Pist væk! Først der slog det mig at den måtte være faldet ud af cykelkurven om morgenen. Jeg blev helt trist. Min elskede ynglingsjakke! Den var nu tabt for ALTID! Jeg havde flere ærinder på vejen hjem, men glemte dem alle i min iver efter at finde frem til hvor jeg mon kunne have tabt den og hvem jeg kunne kontakte dagen efter for at høre om den måske skulle være indleveret der. Der blev lavet en lang liste i mit hoved.

Jeg kørte præcis samme vej hjem, som jeg havde kørt om morgenen, i håb om at den måske ville ligge i vejkanten. Hele vejen var tankerne på jakken. Den jakke som jeg aldrig skulle se igen. Jeg var tæt på at være ganske ulykkelig. Ved godt det lyder lidt skørt – det var trods alt kun en jakke. Jeg nåede næsten hele vejen tilbage til kirkegården og med ét ændrede verden sig. Der lå den! Som om den lige var fløjet ud af kurven. Den var dejlig varm af solen og så ud som om den havde ligget lige præcis det samme sted hele dagen og bare ventet på at jeg skulle komme tilbage og finde den. Til mit held havde jeg tabt den på et meget lidt befærdet sted, så måske var det slet ingen der havde bemærket den. Måske var det mit held. Hvor var jeg glad for at se den igen. Ja, nærmest lykkelig. Det var et varmt og helt vidunderlig gensyn med jakken som jeg troede var tabt for altid.

Nogen gange kan jeg få den samme følelse når jeg tænker på Elisabeth. Jeg ved med min fornuft at hun er væk for altid og at jeg slet ikke behøver at køre tilbage af nogen vej hvorfra jeg kom, for jeg finder hende ikke alligevel. Jeg skal aldrig mere se hende. Mine følelser kan ikke altid følge fornuften og så er det jeg får sådan en oplevelse af at hun da må være et eller andet sted. Hvis bare jeg leder længe nok og hvis bare jeg tror nok på det, så dukker hun vel op. For hun kan da ikke bare være væk! Hun var her jo lige ... Smerten er ikke lige tydelig hver dag, men den er med mig og dukker op og overvælder mig i ny og næ. Det er svært at forestille sig at den nogen sinde forsvinder helt.