Englebørn

Den føromtalte bog fik mig til at tænke på hvordan ordet 'englebørn' kan opfattes forskelligt. Bogen har en historie om englebørn som lyder sådan her:

Du er en engel, sagde mormor, når jeg hjalp hende med at vaske op. – Et rigtigt englebarn!
– Fortæl mig om englebørnene, bad jeg.
– Englebørn har ingen mor og far. De er der bare. Ingen ved, hvor de kommer fra, sagde mormor.
– Hvordan får de mad? spurgte jeg.
– Engle spiser og drikker ikke. Og de sover heller aldrig. Alligevel er de hverken sultne eller tørstige eller trætte.
Det lød meget underligt.
– Hvad laver englebørnene så? spurgte jeg.
– De leger og danser og spiller musik.
Og så synger de smukkere end den smukkeste fuglesang. Når et lille barn griner, lyder det som englesang i mine ører.
– Er englebørnene aldrig uartige?
– Næsten aldrig, svarede mormor med et smil. – Englebørnene er rene og pæne, og de fleste gør, hvad der bliver sagt til dem. Men en gang imellem vrimler de rundt i himlen og laver sjov med hinanden. Det sker, at de falder og slår sig. Så må de have plaster på og trøstes af de voksne engle.
– Er de stærke? spurgte jeg.
– Ja, meget stærkere end de ser ud.
Mormor kiggede på mig og hviskede:
– Måske kommer englen og hjælper dig, næste gang vi vasker op.
Og så var det, som om en engel trådte ud af hendes øjne.

Jeg oplever tit at mange mødre til døde børn, har det svært med ordet 'englebørn', hvis det bliver brugt om levende børn. 'Du er min lille engel', kan en bedstemor sige til sit barnebarn i den bedste mening, fordi hun elsker barnet. Ligeledes støder jeg tit på forretninger eller børnetøj/sko som alle bruger ordet 'englebørn'.

En engel er for mange indbegrebet af et sødt og artigt barn og det er selvfølgelig derfor det bliver brugt i flæng, som det gør. Før jeg mistede Elisabeth, tror jeg ikke jeg skænkede det en tanke. Nu studser jeg lige når jeg ser det og tænker stille ved mig selv, at navnet ikke helt passer til indholdet, for engle har da ikke har brug for alt det der børnetøj ...?