At give slip

Jeg havde en forbandet trang til at købe tøj til Elisabeth lige efter hun døde. Jeg nåede heldigvis at købe noget til hende mens hun levede og det var vidunderligt! Men efter hun døde, var jeg jo stadig mor helt ind i sjælen og anede ikke hvad jeg skulle gøre ved mit enorme omsorgsbehov. Hun var der ikke, men fyldte alt og jeg kunne slet ikke stoppe med at være omsorgsfuld og passe hende. Min trang til at købe tøj til hende, forsvandt ikke med hende og et par enkelte gange gav jeg efter og købte noget af det jeg havde drømt om at købe da jeg var gravid – simpelthen fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg gav efter og kunne bagefter mærke at det var godt, for trangen stilnede af med det. Elisabeth har ikke brug for det tøj – hendes mor havde bare brug for at købe det. Nu har jeg det og det er lidt hendes, men ikke så meget hendes som det tøj hun havde på da hun levede.

Jeg køber ikke tøj mere – kun til andre. Hvad skal jeg bruge det til? Det ligger bare der i skuffen. Jeg aner ikke om der nogen sinde kommer en anden lille en i den størrelse, der vil kunne bruge det. Hvad hvis Elisabeth var den eneste chance vi fik? Så har jeg en masse tøj liggende til ingen verdens nytte. Jeg kunne jo bare give det til Emma og det har jeg da også tænkt på – hun har allerede fået et par enkelte ting. Men at give det hele væk, ville et eller andet sted være det samme som at give op – eller ville det? Måske er det det der skal til. Der er en form for dårlig karma omkring, at det bare ligger der. Måske bliver det et projekt for mig i næste uge, at få ryddet op i kommoden med tøj. Emma får det hun stadig kan passe og resten er der nogen andre der kan få. Det giver jo ingen mening at have alt det babytøj liggende og blokere for hvad der måtte komme. Bliver det adoption, vi ender med, er sandsynligheden for at vores barn nogen sinde kommer til at kunne passe det, meget lille. Det må ud, væk, hen et sted hvor det kan gøre lidt nytte. Det gør det nemlig ikke her.

Om vi nogen sinde får et barn mere – eget eller adopteret – ved jeg jo heller ikke. Adoptionssagen er i gang. Anmodningen om opstart af fase 3 er sendt af sted, så nu venter vi bare på at de skal kontakte os med en dato for næste samtale. Men jeg har det stadig lidt svært med den her adoption. Havde håbet at weekendkurset i sidste uge ville få mig tændt på sagen, men det kom ikke rigtig. Jeg har ikke vundet den der ‘ja’ følelse tilbage i maven siden graviditeten i efteråret. Jeg har svært ved rigtig at beskæftige mig med emnet. Det ligger der et eller andet sted, vi er i gang, vi har fået papirerne sendt, vi har tilmeldt os en formidlende organisation og det er ligesom det. Det lever sit eget liv. Måske beskytter jeg mig selv, måske kan jeg bare ikke rigtig forholde mig til det. Et eller andet sted er jeg nok skide bange. Bange for om jeg nu kan elske en andens barn. Havde jeg ikke fået mit eget, havde jeg ikke været i tvivl, men det har jeg og det ændrer altså en hel del for mig.

Alternativet til at adoptere er lige nu, i min verden, ikke at få flere børn. Alligevel har jeg svært ved helt at afskrive behandlingsverdenen. Jeg tror det har noget at gøre med at den har været en så stor del af mit liv i så mange år. Intet er afgjort, intet er endeligt. Jeg tror jeg er kommet frem til, at jeg må lade noget andet, noget større, råde, for jeg magter det ikke rigtig. Fra nu af vil jeg være åben og lyttende og så må vi se hvad der sker. Måske kommer der en hjælpende engel når jeg har alermest brug for det? Man har vel lov at håbe ...