Spørgsmålet om julen, er ved at rive mig i stykker indvendigt. Det er frygteligt. Jeg vil så gerne have lyst til at tage af sted – jeg har det bare ikke!
Jeg føler jeg tager af sted for andres skyld – ikke min egen. Hvis det stod til mig blev vi hjemme. Så enkelt er det bare desværre ikke. Der er flere mennesker blandet ind her end bare mig selv.
Så efter planen drager vi til USA på søndag. Jeg har haft det meget svært med den tur i år. Har virkelig kæmpet en hård kamp det meste af december for at finde lysten. Jeg er bange for at tage af sted. Ville allerhelst bare blive her i trygge og vante omgivelser tæt på min egen familie, Mao og Elisabeth. Rejsen derover er afsindigt frygtindgydende og kan virkelig holde mig vågen. Jeg har aldrig prøvet at være så angst for alt det der kan gå galt før. Puha det er ikke sjovt. Jeg har skiftevis været indstillet på at blive hjemme og det næste øjeblik overbevist mig selvom at det nok skal blive ok at tage af sted.
Jeg føler mig så skrøbelig, som et lille barn, der har brug for beskyttende arme, sikkerhed og tryghed. Tanken om at tage af sted, selve rejsen og opholdet efterlader mig med panikangst. Jeg kan slet ikke kende mig selv. Jeg forestiller mig alle de frygteligste ting der kan gå galt på turen derover og bagefter forestiller jeg mig utrygheden, savnet og utilpasheden over at være i et andet land langt væk fra vante og trygge omgivelser.
Jeg kan ikke finde ud af om det er fordi jeg er bange, jeg ikke har lyst eller om jeg simpelthen ikke har lyst og derfor er bange. Det er ved at slide mig i stykker. Jeg aner ikke mine levende råd!
Afrejsetidspunktet rykker nærmere og jeg ved, at jeg på et tidspunkt bliver nødt til at stå ved det valg jeg har truffet. Det kommer sikkert til holde hårdt. Lige meget hvad jeg vælger, vil jeg nok være i tvivl om jeg har truffet det rigtige valg.
fredag, december 21, 2007
Panikangst før lukketid
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
12 kommentarer:
Aj, Sofie, jeg havde lige skrevet en hel masse, og så gik der drillenisse i computeren, så det enten er helt væk, eller ligger under et andet indlæg. suk!
Jeg synes det lyder rigtig hårdt for dig! Jeg har lyst til at sige til dig, at du skal tage med til Usa, men det er selvfølgelig vigtigst at gøre, hvad der føles bedst indeni, uanset hvad alle andre tænker. Men altså; dine tre først linier får mig til at tænke: "behøver du at have lyst til det hele? Kunne det være ok, hvis en del af turen var skidt, f.eks. det med at savne Mao og Elisabeths have?" Hm... det er vel også præcis hvad du kæmper med at finde ud af, eller?
Mange varme tanker fra
Heidi
Jeg kan godt forstå at det er svært - at være væk fra Elisabeth og Maomissen - væk fra det vente herhjemme. Men jeg er også sikker på at du på trods for nogle gode stunder der "far away" når det nu skal være...
Har I stadig brug for nogen til at kikke forbi Elisabeth - jeg bor jo lige om hjørnet sådan næsten da???
Ja, Heidi. Du har helt ret. Jeg behøver ikke at have lyst hele tiden. Under normale omstændigheder er jeg en person, der forholdsvis nemt kan finde glæde ved mange ting. Jeg ser mig selv som et åbent menneske og netop derfor får jeg det gerne det bedte ud af en given situation.
Det der har slået mig helt omkuld og sløret mit udsyn i denne omgang, er en forbandet angst i en grad som jeg aldrig har oplevet før. Jeg har aldrig brudt mig om at flyve, men jeg har for eksempel aldrig haft sådan en panisk angst for hvad der kan ske når jeg sætter mig derop. En anden angst jeg tumler med er, om der vil ske noget med min familie mens jeg er væk. Hvis der skulle ske noget, er jeg jo så forbandet langst væk. Det skræmmer mig.
Det skal nok gå og jeg egentlig glad for at du siger at jeg skal tage af sted. Det skal nok gå.
Tak, Mette. Du må selvfølgelig altid meget gerne kigge forbi, men jeg ved, at hun allerede får en del besøg, så det er ikke nødvendigt.
En dag må du vise mig dine drenges sted, så kan vi måske tage et dobbelt kirkegårdsbesøg?
For fanden Sofie, hvorfor skal alting være så skide kompliceret? Jeg synes, at det er noget frygteligt rod, du følelsesmæssigt befinder dig i og jeg kan end ikke begynde at begribe, hvor svært det må være ikke at kunne gennemskue, om det er en ja eller nej følelse, du har i maven.
Et valg medfører altid et fravalg.
Mange tanker fra Frederikke
Jeg håber bare du gør det der er mindst forkert for dig... Nogen rigitg glædelig jul bliver det nok ikke for dig og dine i år, men jeg håber den bliver varm og fuld af kærlighed.
De kærligeste hilsner fra Line
Sofie - det ville være rigtig dejligt!
Alt det bedste til dig,
Knus herfra
Kære Sofie,
Uanset hvad, så ønsker jeg dig en glædelig jul - også selvom den måske ikke bliver så rar som den kunne være.
Hilsen fra
Sine
Kære Sofie,
Jeg har lige læst Elisabeths historie, og jeg sidder her og prøver at se skærmen for tårer... Hvor er det dog en både rædselsfuld og smuk historie hun har.
Rædselsfuld fordi - det behøver jeg slet ikke at skrive.
Smuk fordi jeg slet ikke er i tvivl om, at I gav hende det bedste og dejligste liv man kan forestille sig.
Hvor er det dejligt, at I nåede at have seks uger sammen med hende; og hvor er det uretfærdigt, at I kun havde seks uger sammen med hende.
Jeg kender dig ikke - men...
Knus
Sine
Kæreste Sofie
Jeg håber at du finder ro og glæde ved din beslutning om at tage afsted, og når I en gang er landet i USA efter (alt for) mange timers rejse, håber jeg at velkomsten hos Kevins forældre kan få dig yderligere overbevist om, at det var den helt rigtige beslutning.
Vi kigger over til Elisabeth julemorgen. God jul!
Kærlig hilsen
Mie
Kære Sofie!
Rigtig glædelig jul til jer alle tre. Jeg håber at du får nogle gode dage, selvom det er rigtig svært!
Kærlig hilsen Rikke (Astrid råber hej!)
Tak for alle jeres hilsner – til både mig og min lille pige. Det varmer og rør mig dybt – især har historien om Elisabeth rodet ved nogen dybe følelser i mig. Det er længe siden at jeg selv har læst beretningen og jeres udsagn har fået mig til at læse lidt med selv. Det var hårdere end jeg lige havde forstillet mig. Det er hårdt at være tilbage igen, men også godt.
Send en kommentar