Jobsamtale

Så er det overstået og det gjorde slet ikke ondt.

Midt i mit kaosliv lige nu, blev jeg indkaldt til jobsamtale på jobcenteret og det var næsten for meget for mit lille hoved at skulle forholde sig til, men jeg tog af sted for at få det overstået, for aflyste jeg, vidste jeg at det bare ville ligge og fylde i baghovedet og der er altså ikke meget plads lige nu.

Jeg frygtede ikke mødet, men mere den fyldeffekt en stillingtagen til mit videre virke på jobmarkedet har haft på mig. Tanken om jobsøgning har være vanskelig at forholde mig til, men at blive holdt til ilden på den her måde, betyder at jeg bliver nødt til at tage stilling. Min holdning er, at jeg sådan set gerne vil tilbage på fastansat-til-en-ordenlig-løn-jobmarkedet. Jeg har bare brug for noget mere tid til at finde derhen. Lige nu magter jeg en halvtidsstilling som afløser og tilkaldevikar og trives tilmed afsindig godt med det. Arbejder jeg for meget brænder jeg sammen oven i hovedet, arbejder jeg mindre overtager sortsynet. Så som tingenes tilstand er lige nu, magter jeg min hverdag og det samme gør økonomien indtil videre. Når vi når nogen måneder længere frem begynder det at kunne blive et problem og det er jo noget jeg bliver nødt til at forholde mig til.

Lige nu supplerer jeg min sparsomme løn med dagpenge og det bliver ikke til meget, men alligevel mere end ingenting. For at kunne fortsætte med det, kræver det at jeg skal være aktivt jobsøgende, så det skal jeg så til at være. En sygemelding har strejfet mine tanker, men hvis det ender med det, kan jeg ikke arbejde som jeg gør lige nu og det ville jeg ikke kunne bære.

Så lige nu og her fik jeg overstået mødet. Det var en positiv oplevelse der samtidig fik sat tankerne i gang. Det var slet ikke så tosset.