Jeg har sat mig selv i et frygteligt dilemma. Planen var at manden og jeg skulle tilbringe tiden fra jul til nytår hos svigerforældrene i USA, men jeg har været i tvivl længe. Det nager mig og jeg forsøger igen og igen at overbevise mig selv om at det selvfølgelig vil være helt rigtigt at tage af sted. En jul hver for sig vil være mærkeligt. Men hvis jeg rigtigt skal mærke efter, sådan helt dybt i mit hjerte, så føles det bare ikke rigtigt at forlade mit hjem, min familie, min kat – og ikke mindst min lille pige på kirkegården.
Det er et dilemma, for hvordan mon jeg vil have det med at skulle sende manden af sted, for derefter at tilbringe hele julen alene? Det en mærkelig følelse og jeg vi nok hele tiden tænke; hvad om jeg var taget med, hvordan ville det have været? Mon ikke det kunne have været sjovt at gå lange ture i vinterlandskabet, stå på ski eller kælke, for bagefter at drikke te og læse en bog i skæret fra kaminen? Måske, men min modvilje mod rejsen, mod alt det ikke-vante, det ikke-trygge, overskygger alligevel alt andet. Lige i denne tid har jeg et meget stort behov for tryghed og vante omgivelser, for at Elisabeth kan få lov at fylde og være tilstede og det føler jeg kun at kunne finde her i mit eget hjem, tæt på mennesker jeg kender godt og kan føle mig fuldstændig tryg ved.
Det er svært at komme udenom at USA altså bare er et andet land, med andre traditioner og omgangsforme. Når overskuddet ikke er til stede, kan det være ekstremt hårdt hele tiden at skulle forholde sig til noget andet end det man er vant til. Mit dilemma går på om de trygge omgivelser vejer højere end at tilbringe julen sammen med min mand og Elisabeths grandparents. Jeg troede egentlig at jeg havde taget en beslutning om at tage med, men tvivlen nager stadig. Jeg ved familien forventer at se os begge og glæder sig rigtig meget og helt givet bliver skuffet hvis jeg bliver hjemme. Desuden kan jeg godt have dårlig samvittighed overfor min mand, men tænker at han nok i virkeligheden hellere vil have en glad kone i Danmark, end en i dårligt humør i USA.
Følelserne sidder uden på tøjet, måske fordi det er jul, jeg ved det ikke, men det er godt nok ikke nemt at være mig lige i disse dage.
mandag, december 17, 2007
Dilemma
af
Maomis
kl.
06.40
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)







4 kommentarer:
Men Sofie... FÅR han en glad kone i Danmark mens han er helt derovre på den anden side?
Ja, det er jo spørgsmålet. Jeg er i vildrede.
Jeg har EN gang holdt juleaften alene, efter vi mistede vores første. Søren skulle på arbejde, så det var dog ikke så langt væk ;o)
Jeg havde forestillet mig, at jeg bare skulle lulle rundt og hygge mig lidt (dog også græde, det vidste jeg).
Det endte med at blive den mest ulykkelige aften, hvor jeg følte mig mere ensom end nogensinde før.
Jeg ved godt, at jeg ikke kan overføre mine erfaringer direkte på dig - men puha, jeg får lidt ondt i maven over at tænke på, hvor langt der er imellem jer, hvis du VIRKELIG får brug for ham...
Uh ... jeg er ked af at høre om din alenejul – det må da have været en forfærdelig aften! Det kunne jeg slet ikke forestille mig. Jeg har ikke i sinde at sidde alene derhjemme. Det ville nemlig lige præcis blive sådan en aften som du beskriver. Nej, jeg har brug for at være sammen med min familie, det er den der kan holde mig hjemme. Jeg tror dog jeg er på vej til at have overtalt mig selv til at tage med. Der findes jo både telefon og e-mail.
Send en kommentar