Det handler om at være tryg

På det seneste er det som om den skrøbelighed jeg har følt siden jeg mistede Elisabeth, er blevet forstærket yderligere. Der skal ikke meget til at slå mig helt ud og netop derfor har jeg ekstra meget brug for tryghed og vante omgivelser for tiden. Det er en af grundene til at jeg stadig har det svært ved tanken om at skulle tage af sted til USA i julen.

Sidste år føltes det helt rigtigt at tage af sted. Der var ingen tvivl i mit sind. Og skønt det var svært ikke at kunne komme på kirkegården mens vi var væk, så føltes det helt rigtigt. Vi havde brug for at komme væk fra alle forventningerne – mest vores egne. Det blev ikke den jul vi havde regnet med, så derfor var det godt at komme lidt væk og bare være sammen uden at skulle noget. Det trængte vi til. Vi havde brug for og samle tankerne, så fokus kunne komme på Elisabeth, i stedet for alt det der ikke var, men som skulle have været. Mine svigerforældre var fantastiske i den sammenhæng. De var gode til at lade Elisabeth fylde og i det hele taget til at få os til at føle os godt tilpas midt i alle omstændighederne.

Sidste år havde jeg stadig en tro på fremtiden, på trods af hvad jeg lige havde været igennem. I år er troen svær at finde – eller også er det bare lige nu – for det gode og det vi ønsker os allermest, må da findes. Der må da være et lille levende barn til os et eller andet sted! Siden Elisabeth har hele to allerede vist os deres spæde vilje – lille ært i foråret der gik til grunde i uge 7 og lille fnug som sad fast i min ene æggeleder og aldrig fik lov. Men viljen var der og ydermere to små liv som vi havde lavet helt på egen hånd og uden indblanding fra lægerne. Det giver da en vis tro på fremtiden. Så måske vil det lykkes igen.

Jeg tror på at troen nok skal indfinde sig igen. Lige nu er der bare ikke særlig meget af den og derfor har jeg brug for omsorg og tryghed indtil jeg igen magter de store ting, så som at rejse til Amerika! Lige nu finder jeg den tryghed og nærhed her hjemme tæt på Elisabeth og Mao. Det er virkelig svært for mig at overskue at tage af sted fra de to – også selvom det betyder en jul uden min mand. Jeg ved det bliver svært, meget svært endda, at skulle undvære ham. Det er et kæmpe dilemma, for lige meget hvad jeg vælger, vil jeg mangle noget meget vigtigt.

Jeg er stadig ikke på det rene med hvad det ender med. Jeg har stadig brug for tid til at finde den rigtige løsning. En ting jeg arbejder med lige for tiden er, at finde en sikkerhed for at Elisabeth og Mao bliver passet og set efter mens vi er væk. Hvis jeg ved de har det godt, vil det kunne hjælpe på min bekymring.