De svære omstændigheder

Lad mig citere Jesper Klein efter sin kones død: 'Jeg har det faktisk rigtig godt trods omstændighederne – jeg har det bare ad helvede til med de omstændigheder!'

Det citat tog jeg til mig lige med det samme, for det er lige præcis sådan jeg har det. Jeg har det jo ad helvede til med de omstændigheder at Elisabeth er død og en hel masse andet i den forbindelse, samtidig med at jeg jo faktisk har det godt.

Det der især kan gøre de omstændigheder næsten ubærlige er, hvis andre ikke har plads til at acceptere at de stadig er en stor del af vores liv. Min søster er en meget kontant og ligefrem personlighed, hvilket i visse sammenhænge kan være en fordel. Desværre kan det også føre til mange sårede følelser, når udtalelserne bliver direkte dømmende omkring hvordan vi bør leve vores liv med Elisabeth.

Elisabeths død er det værste jeg nogen sinde har været ude for, men det betyder ikke at det er noget jeg helst vil glemme. Jeg har båret hende i 9 måneder, født hende, passet hende, kysset hende, vugget hende, læst for hende, sunget for hende, skiftet hende, elsket hende fuldstændigt og betingelsesløst, set hende dø og til allersidst begravet hende. Alt det vil altid være en del af mit liv og noget jeg til stadighed har brug for, at det får lov til at være. Derfor har jeg haft meget svært ved at håndtere at det har kunne udløse en så voldsom reaktion som jeg har været ude for. Jeg er dog efterhånden nået frem til, at det i virkeligheden ikke handler så meget om mig, men om hvordan jeg tager disse udmeldinger. Alligevel rammer det ekstra hårdt, når man oplever et menneske tæt på, have så svært ved at takle ens situation.

At opleve min datter dø, har forandret mig som menneske. Det har rykket ved mit fundamentale livssyn og selvom jeg nok altid vil være mere sårbar i visse situationer, føler jeg mig til gengæld meget stærkere i andre. Jeg har rykket mig som menneske og er blevet mere sikker på hvor jeg står.

Om det er fordi jeg har indset at jeg ikke bør lade andres fordømmelser påvirke mig så dybt, eller om det er fordi vi snart skal til at tage rigtig hul på adoptionen, eller fordi jeg har lagt hormonerne på hylden eller fordi Elisabeth er ved at finde en plads i mit hjerte, eller fordi jeg er ved at slutte fred med min skyld, eller fordi jeg kender og har mødt så mange dejlige mennesker, der til stadighed beriger mit liv, ved jeg ikke. Måske er det lidt af det hele. Hvad end det er, kan jeg mærke, at mit gamle glade fjollede dansende overskudsagtige jeg, er ved at indfinde sig på scenen. Jeg er tilmed blevet forelsket på ny – i min mand! Kan man så næsten forlange mere? Jeg har det jo faktisk rigtig godt trods omstændighederne.