I dag skinner solen

Så fik vi hende endelig at se og i aften skal vi møde hende i virkeligheden. Jeg glæder mig!

 

Jeg er rigtig glad for at have fået sat et billede på, inden jeg skal møde hende rigtigt. Nu ved jeg hvad det er jeg skal forholde mig til. Det har afhjulpet en del af den usikkerhed og kaotiske følelser jeg har haft omkring det – ligner hun Elisabeth? – kommer det til at gøre ondt at se hende? – kommer jeg til at bryde sammen i gråd? – mon jeg vil synes hun er helt vildt grim? Der er mange spørgsmål der kan dukke op i sådan en situation. Nu har jeg lidt bedre styr på hvad jeg kan forvente.

I går var det kun forældrene – eller bedsteforældrene, skulle jeg vel hellere kalde dem – der fik lov at besøge. Derfor sendte vi en skreven hilsen og en smuk mor/barn buket med mine forældre, da de skulle derud. På den måde fik Emma alligevel en hilsen på sin første dag, selvom vi ikke kunne være der selv. At det blev på den måde, var godt på flere måder. Det gav dem anledning til at blive glade for vores hilsen og os en anledning til at se billeder og få det hele fordøjet lidt inden vi skal møde hende rigtigt. I dag ringede de og i aften skal vi på barselsvisit. Nu glæder jeg mig.

Faktisk er jeg bare rigtig glad og taknemmelig for at lille Emma er kommet ind i mit liv. Jeg er allerede godt i gang med at gå fuldstændig amok i gaver til hende. Heldigvis kan jeg sprede dem lidt ud, da julen er lige om hjørnet og vi forhåbentlig kan forvendte en barnedåb på et tidspunkt om nogen måneder. Desuden er jeg jo blevet udstyret med en ganske særlige titel og går stærkt ud fra – selvom jeg ikke er blevet helt færdig med mostermanualen – at titlen i sig selv giver ret til også at give gaver uden speciel anledning ...

I skrivende stund sidder lille Louna l'abeille her ved siden af mig og kigger. Lidt betuttet, men jeg er sikker på at hun glæder sig lige så meget meget som mig til at møde Emma i aften.


Det er stort at blive moster og uden tvivl noget der fylder rigtig meget lige i disse dage. I går tog jeg mig selv i at kalde Emma for Elisabeth. Vi sad og kiggede billeder og sammenlignede Emma og Elisabeths udseende, vægt, længde og fødselstidspunkt – alle ting uhyggeligt lig hinanden – og så var det jeg fik mikset lidt for mange Elisabeth'er ind. Jeg ved godt at det sikkert kun skete fordi min egen lille pige fylder så meget i min bevidsthed, men alligevel blev jeg lidt bange for om jeg var ved at bevæge mig ud på et skråplan. Jeg tror det nu ikke. Er ret sikker på mig selv og er efterhånden også ved at være tilbage rent mentalt og livsmodmæssigt igen ovenpå mit operationsdyk. Jeg er parat til at være moster og skal nok klare det!