tirsdag, oktober 16, 2007

Tankefeltterapi

I fredags havde min fars skole 5 års fødselsdag. Det blev fejret på behørig vis med flag, fødselsdagssang, god mad, gæster og optræden. Manden og jeg var inviteret med og det er jeg glad for, for det var en vigtig dag på mange måder.

Peter Mygind havde lagt vejen forbi og gjorde dagen lidt mere festlig med sine fjollerier og personlige udleveringer og oplevelser fra sin egen opvækst, der lige som elevernes, bestemt heller ikke har været nem. I en hel time tryllebandt han alle de 'umulige' unger. De var vilde med ham og fik til slut alle sammen en råbepude med autograf og et billede sammen med Peter og hans bror, Lars, som under hele seancen havde siddet blandt publikum og suppleret med diverse bemærkninger.

Peters bror, Lars Mygind, arbejder med tankefeltterapi. Mest af alt kan det vel beskrives som en kombination af psykoterapi og akupunktur. Jeg har hørt om det af flere omgange, da han tidligere har besøgt skolen og behandlet børnene og dem der havde lyst af lærerne. Min far har været meget begejstret og varmt omtalt det hver gang, men jeg har aldrig helt kunne finde ud af hvad jeg skulle med det.

Denne gang fik jeg lov at prøve. Jeg havde ingen forestilling om hvad jeg kunne forvente da jeg satte mig i stolen, men hvilken overvældende oplevelse det var! Det tog ham ikke lang tid at få trykket på de rigtige knapper og få åbnet op for noget af alt det der tynger. Det var en enorm befrielse og jeg var et meget gladere menneske resten af dagen. Ja, det har jeg faktisk været lige siden. Humøret er ved at vende tilbage.

Det var en kort smagsprøve, men det fik helt klart åbnet mine øjne for at min situation omkring Elisabeth slet ikke er gennemarbejdet i den grad som jeg måske gik og bildte mig selv ind. Der ligger en del ting og blokerer. Det er sikkert også derfor at de to seneste fertilitetsbehandlinger har slået mig helt ud af kurs. Jeg bliver nødt til at få givet slip på spændinger, skyld og dårlig samvittighed før jeg kan få det godt igen.

Derfor har jeg lavet en aftale med Regine, som Lars anbefalede mig, da han selv bor i Nordjylland til daglig og kun kommer til København hver 14. dag. Jeg er spændt på om hun kan skabe lige så gode resultater.

4 kommentarer:

Line sagde ...

Det lyder spændende Sofie. Glæder mig til at høre mere om det.

Kan godt forstå at man tror man er mere "på plads" med tingene end man egentlig er. Mon ikke det er ret overlevelse?

Håber det gør dig godt med tankefeltterapi.

Mange kram fra Line

Heidi sagde ...

Tankefeltterapi... sikke et sjovt ord. Det bliver spændende at høre mere om ved lejlighed.

Jeg går også og tumler med tanker omkring, hvorvidt jeg er så afklaret som jeg gerne giver udtryk for... Synes bare, at livet bliver så afsindigt kompliceret ind i mellem!
Suk og varme hilsner fra
Heidi

Maomis sagde ...

Jo, det er vist ren overlevelse, og ikke ret meget levelse ... hvis man kan sige sådan.

Anonym sagde ...

Det lyder meget interessant og spændende om det kan hjælpe dig.

Jeg gik selv til kropsterapi en periode hvor barnløsheden fyldte for meget i mit liv. Det er noget af de samme ideer om krop og sind som to sider af samme sag. Det hjalp mig faktisk rigtigt meget og jeg bruger stadig mange af de ting jeg lærte der.