tirsdag, oktober 16, 2007

Jeg har brug for ro

I dag har jeg sovet længe, meget længe. Morgenmaden blev indtaget i absolut stilhed, kun akkompagneret af Mao og avisen. En morgen uden diverse planer hængende over hovedet. Det var tiltrængt. Har i flere dage gået og følt mig lidt småsyg, øm i kroppen og bare haft lyst til at sove. Samtidig har listen af ting jeg har skulle overkomme, inden jeg rigtig kunne slappe af, været alen lang. I går fik jeg krydset en hel del af, så i dag har jeg i sinde at tage den med ro. Min krop fortæller mig det og det samme gør vejret, så jeg har ikke en gang dårlig samvittighed over det.

Selvom jeg havde mange gøremål i går, formåede jeg alligevel at stoppe op og bare nyde det smukke efterårsvejr. Jeg følte mig helt hensat til Baltimore, hvor efteråret tit og ofte bød på dage som den i går. Få ting savner jeg ved Baltimore, men det smukke efterår er en af dem. Og så kan det endda ikke på nogen måde måle sig med efteråret i New England. Det er det smukkeste i hele verden! Nogen gange kan det godt undre mig at en person fra New England kan tage til takke med dette visne og grå efterår vi kan diske op med i Danmark. Jeg er taknemmelig for at han kan.


Billede udlånt af Yi Feng

1 kommentar:

Signe og Jan sagde ...

Du har ret det ser utroligt smukt ud