Du er min helt, mor!

Sådan sagde Ingrid til mig i dag, imens hun holdt mig i hånden op af trappen. Og det var med en beundring i blikket og en overbevisning i stemmen, så jeg jeg smeltede helt væk. Tænk - jeg er nogens helt!!! Min egen datters helt. Så bliver det ikke større! Jeg føler mig virkelig beæret! Og så nyder jeg i fulde drag - så længe det varer … for man har jo hørt et og andet om at sådan noget godt kan have det med at ændre sig lidt med tiden.

Weekenden startede allerede fredag, da vi skulle på den amerikanske ambassade og have børnene registrerede, så de kunne få amerikansk pas. Så nu er de officelt halvdanskere eller halvamerikanere, eller hvordan man nu ellers vælger at se på det. Det skulle lette indrejsen på vores sommerferie til de forenede stater betydeligt, så det håber jeg er rigtigt. Det bliver en lang tur i forvejen. Men vi glæder os! Næsten 3 ugers strand, vand og farmor, kusiner og fætre kommer til at gøre godt. Jeg glæder mig til at en del også bliver en del af børnenes verden. Det er den ikke rigtig nu.

I dag fik vi hængt det foderbræt - som jeg har ønsket mig i hundrede år og som jeg selv købte sammen med børnene forleden dag, da vi alligevel var i et ærinde at købe en lignende housewarminggave … - op. Og det er slet ikke for tidligt! I dag har det været så koldt at vi måtte finde fleecetrøjerne - som lå klar øverst i skabet til når det bliver efterår - frem. Jeg mener det er den første juli i morgen …