torsdag, december 13, 2012

13 · Nu på Lucia-dag

Santa Lucia eller er det ikke Santa Claus? Eller hvordan er det nu lige det er? Det kan nemt blive blandet sammen alt det der Santa det ene og det andet og julemænd og julenisser og jul og lys og gaver og ...

I dag var det Lucia-dag med skønsang i hvert et hjørne af det ganske land. Luciabrude der lyser i decembermørket har, i min verden, altid hørt julen til, siden jeg var helt lille. Jeg har aldrig skænktet det en tanke at de to ting ikke sådan umiddelbart skulle have noget med hinanden at gøre. I og for sig er det vel meget oplagt at forbinde de to ting, når nu Lucia-dag ligger i december og Luciaoptog ofte bliver set til diverse julearrangementer.



I dag var der sådan et af de der Lucia-arrangementer i mine børns børnehave og det fik mig til at søge lidt på emnet og så var det at jeg fandt ud at Sankta Lucia intet som helst har med julen at gøre. Så blev jeg da så meget klogere. I børnehaven handlede det om Luciabørn, som var de ældste, og nissebørn, som var de yngste, der skulle synge for alle de voksne, så de fik tårer i øjnene ... eller noget. De var søde og alt det der, det var de virkelig, men i en børnehave, der i forvejen ikke har ret meget plads at gøre godt med til daglig, virker pladsen endnu mere trang til et sådan arrangement. Vi holdt ud til et enkelt luciabrød og så drog vi hjem med en dreng på sammenbruddets rand. Tilskrev det den megen festivitas og de mange mennesker, men med en temperatur der blot er steget her i løbet af aftenen, var der vist mere og andet i vejen. Så det ser ud som om weekenden startede lidt tidligere end forventet.

Ingen kommentarer: