Så blev det godt igen!

Dette års fællespasing har været har været en udfordring af de større at håndterre. Den har ikke været nem for børnene og bestemt heller ikke for forældrene. Ingrid græd hele sidste uge da hun skulle afleveres. Fredag endte jeg med at tage hende med på arbejde, da mit hjerte gik en lille smule i stykker hver gang og til sidst ikke kunne bære mere. Sådan har jeg aldrig oplevet hende, så det var så tydeligt hvad hun prøvede at fortælle mig.

Denne uge har alt været godt igen. Børnene har været trallende og slet ikke umulige og kede og tvære og trætte og ikke til at holde ud. Forkellen har været ekstrem.

Vi valgte fællespasning til i år tildels på grund af nød - ikke alle kan få de tre juli-uger - og fordi vi i bund og grund godt kan lide at holde ferie i august, som ikke er super højsæson, men stadig sommerligt, men også fordi sidste års fællespasning fungerede over al forventning. Det gør vi så ikke igen! Så må vi gå ind i slåskampen om de tre juli-uger sammen med alle de andre småbørnsforældre. For det vil jeg altså ikke udsætte mine små børn for igen. De skal have tryghed og vante omgivelser. Det har været så tydeligt at mærke.

Først i dag havde jeg igen en rigtig god mavefornemmelse, da jeg kørte på arbejde, efter at havde afleveret mine børn. Det havde jeg ikke i de 3 uger der var fællespasning og jeg nærmest kom for sent på arbejde hver morgen, fordi jeg ikke kunne aflevere dem fordi de ikke ville afleveres. De har slet ikke kunne finde sig til rette i det ukendte og ustrukturerede fællepasningunivers.

De har en god børnehave og jeg er ved at være blevet ret glad for den. Det er som om den her fællespasing i år har rykket noget for mig i den retning. I hvert fald har det været en rigtig rar oplevelse at mærke at vi er ved at høre til og være en del af stedet. Pædagogerne er efterhånden så velkendte at jeg føler at jeg kender dem godt. Det var trygt at komme og blive budt velkommen.