Om lidt

Elisabeths sommer er ved at være forbi. Aftenen i aften var den sidste vi fik sammen. Den står stadig lysende klar for mig. Jeg måtte have haft det på fornemmelsen, for jeg brugte det meste af aftenen med hende i mine arme på hendes værelse, hvor jeg skiftevis læste bøger og fortalte hende hvor meget hun betød for mig og hvor meget jeg ville komme til at savne hende når hun tog afsted, men at hun også skulle vide at det var ok at tage afsted når hun var klar til at give slip. Jeg skulle nok være der og passe på hende hele tiden. Og det var jeg! Lige til det sidste. Hun sov ved min side hele natten og da hun ud på morgenen begyndte at græde så sagte og stille, tog jeg hende op og lagde hende på min mave. Hun faldt til ro med det samme. Jeg tror det var der hun sagde farvel, for da jeg vågnede igen, var hun væk. Kun hendes lille krop lå tilbage lige der på min mave. Hendes store øjne kiggede tomt på mig. Hun var taget afsted. Det var det.

I aften sidder jeg her igen, på hendes værelse, som i mellemtiden er blevet indtaget af hendes to små søskende. De deler. Alle tre. I min bevidsthed er det her værelse lige så meget Elisabeths, som det er Ingrids og Carls. Ingen af dem har sovet herinde, det er kun et skifte-  og legeværelse, så måske derfor er det nemmere at tænke på det som et børneværelse fremfor for en eller andens værelse. Jeg sidder på præcis samme sted, med bøgerne indenfor rækkevide, som den aften for 6 år siden. Det er fristende at snuppe et par af de bøger jeg læste for hende den aften, men jeg tror jeg lader dem stå. De er blevet læst mange gange siden og er ikke længere kun hendes historier. Jo, måske lige den med Lille Hare og Store Hare. Den forbliver hendes.

Lige om lidt er Elisabeths sommer forbi. Det er ikke meget jeg har mærket til den denne gang. Måske er det en kombination af det manglende sommervejr og at der er gået 6 år. De små hvide sommerfugle har dog været forbi hist og pist og har bragt et smil med sig hver gang og et lille stik i hjertet. Hun mangler stadig selvom der er gået 6 år. Alligevel har det overrasket mig hvad tid kan gøre. For bare et år siden havde jeg ikke formået at arrangere noget om helst på denne dag.

Det formår jeg i år. Jeg er igen blevet gruppestarter for en forældregruppe gennem Landsforeningen Spædbarnsdød og på grund af sommerferier, har det været lidt af en udfordring, at få placeret mødegangene. Derfor har vi taget en søndag i brug og først bagefter gik det op for mig, at den søndag var den 22. juli! Da jeg opdagede det, var jeg da også tæt på at aflyse, men som dagen er rykket nærmere er det gået op for mig, at der nok var en grund til at jeg overså datoens betydning i første omgang. At bruge dagen sammen med en gruppe forældre der selv har mistet deres lille barn, giver pludselig rigtig god mening. Det er jo i bund og grund på grund af Elisabeths død, at jeg gør dette stykke arbejde for Landsforeningen som jeg gør. Jeg tror og håber på, at ved at give lidt igen, var Elisabeths død ikke helt forgæves.

Jeg må i seng. Det er efterhånden blevet på den anden side af midnat mens jeg har siddet her. Jeg har et lille stille håb om måske at få lov at drømme en lille smule om Elisabeth i nat. Et lille vink fra hende om at hun har det godt, hvor hun er og venter på mig når jeg kommer.

Kim Larsens sang har snurret i mit hoved hele tiden. Jeg kan ikke rigtig vriste mig fri af dens favntag. Det gør ikke det fjerneste, for selvom den er blevet voldbrugt til kvalmende dimensioner, så er budskabet stadig så fint og enkelt og ikke til at tage fejl af. Det kunne ikke passe bedre til aftenen i aften. Husk nu at leve mens du gør det, lige om lidt er det forbi.