'Den lille røde høne'

Historien om den lille røde høne er en yndet godnatlæsningsbog herhjemme og har været det lige så længe jeg kan huske. Det er en meget gammel historie med en moralle der ikke er til at tage fejl af. Den handler i korte træk om en lille rød høne, som en dag fandt nogen hvedekorn, som den plantede i jorden, fik til at gro til korn, som den høstede og fik lavet til mel, så den tilsidst kunne bage et lækkert brød. De andre dyr på gården var ikke til meget hjælp før til sidst da brødet skulle spises. Ikke helt sikker på at børnene helt har fanget moralle-konceptet, men processen er de i hvert fald helt med på. Nu ved de hvordan man får mel, så man kan bage brød, og den proces var den vigtige at have på plads ved gårsdagens møllebesøg.









Når det er søndag holder møllerne på Frilandsmuseet åbent, så man kan opleve hvordan de arbejder. Det var spændende! Børnene var helt med på hvordan det hang sammen og var lige så fascineret af det sindrige system som jeg var. Så simpelt og så alligevel så indviklet. Et velgennemtænkt system af snurrende hjul og stænger der forbandt. Det hele drejede så det var en lyst og møllehjulene knuste korn, så det kunne mærkes i hele kroppen. Det var skønt at få et lille indblik og en lille smag af noget der engang var en helt naturlig dagligdag for en hel familie og en lille håndfuld ansatte på møllergården, der dengang lå på Fyn. I dag ligger den på Frilandsmuseet og ser ud som havde den ligget der altid! Selve boligen står stort set som den gjorde den gang, med de helt rigtige potteplanter i vinduerne og høns på gårdspladsen. Nede i den ene ende af stuehuset ligger vandmøllen, som den dag i dag laver mel så alt der kommer i nærheden bliver hvidt som en møller i uniform.






Møllerne på Læsø blev passet af kvinderne. Mændene kunne af gode grunde ikke, da de var ude at sejle. Jeg kunne sagtens se en lille flok kvinder drive sådan en lille mølle. Den var kvindevenlig på flere måder. Så lille fin og simpel, og til at håndtere for de seje kvinder på Læsø.

Vi nåede kun to af museets fire, så var vi mætte. Der er gods i sådanne historier! De andre må vi tage på et senere tidspunkt. Jeg glæder mig allerede. Det sted her har jeg besøgt så mange gange, at jeg slet ikke har tal på det, men er stadig slet ikke i omegnen af at være færdig med det. Det bliver jeg nok aldrig. Jeg elsker de informative og udfordrende besøg, som det vi havde i går, men i lige så grad slentrebesøgende, som blot handler om at indsnue lidt frisk luft og stilhed og et kig over de grønne marker og så selvfølgelig et besøg hos hønsene og ænderne, og måske endda fårene og grisene og hestene for lige at sige hej!



Jeg er dybt taknemmelig for at få lov at bo så tæt på dette skønne sted, hvor man kan få lov at lege den lille røde høne sammen med sine børn.