Kæreste bloglæser

Jamen I er da for dejlige! Tak for jeres bekymringer. Tænk I stadig er der selvom jeg har forsømt jer i alt for lang tid. Tro mig det er ikke med min gode vilje. Og så alligevel ... for trangen og lysten og ikke mindst tiden til at sætte ord sammen her på bloggen har bare ikke helt været den samme.

I de første år efter Elisabeths død var bloggen en god ventil i bearbejdningen af mit tab. Det at få sat ord på nogen af de tanker og følelser som væltede rundt i mit indre, var en rigtig god hjælp vejen fremad. Så det var sådan jeg brugte den. Det var trangen og lysten der drev mig. Sådan har jeg hele tiden ment det skulle være. Det skal være af lyst og ikke af pligt. Derfor kommer der sikkert også flere perioder med stilstand. Om stilstanden skal gå over og blive sådan mere permanent har jeg da gjort mig overvejelser om.

Behovet har været for nedadgående i et stykke tid og det er nok fordi den her blog har været så nært forbundet med Elisabeth. Mit behov for at dele tanker og følelser i kølvandet på hendes død er ikke det samme mere. Samtidig har jeg stadig brug for et sted hvor hun kan få lov at fylde det hele. Til daglig skal hun jo dele og tit tager de to levende børn det hele. Så prioriteterne er blevet nogen andre efter der er kommet to små søskende. Desuden har jeg skruet op for arbejdslivet igen efter en del år på lavblus og på det seneste er det det der har fyldt en hel del i mit liv.

Om bloggen skal ændre karakter har jeg også overvejet. Altså skulle jeg føre noget mere af mit arbejdsliv ind i den nu det pludselig fylder så meget i mit liv? På den ene side, så synes jeg det er svært sådan pludselig at ændre stil og retning. På den anden side kan det være at det komme helt naturligt, da det der indtil nu har fyldt er det som jeg har haft brug for at komme ud med.

Jeg har aldrig gjort et stort nummer ud af den del her på bloggen, men kort fortalt kan jeg i den sammenhæng nævne at jeg har en baggrund som grafisk designer, som jeg måtte lægge på hylden efter Elisabeths død. Jeg magtede ikke at vende tilbage til den verden. Bagefter lagde jeg fuldstændig låg på og troede aldrig jeg skulle beskæftige mig med den verden igen. Nogen sinde! Men alligevel kom den snigende. Langsomt, meeeget langsomt er den ved at have indhentet mig igen. Jeg har fået mulighed for at bruge nogen af mine evner, viden og erfaring i den retning igen og en smule overraskende fangede det mig. Som et ekstra plus, i kombination med et andet af mine store interesseområder... nemlig børn! Kan man så næsten være mere priviligeret?

Forleden aften havde jeg tilmed en friaften helt for mig selv. Jeg var jeg til foredrag med plakatkunstneren Finn Nygaard og hvor var det inspirerende. At komme ud og dyrke mit fag lidt igen, var ren luksus og forkælelse. Det var en energioptankning af de gode lige der hvor jeg havde brug for det og en øjenåbner for at det lukkede land måske ikke behøver at forblive lukket.

Og hvor er Elisabeth så henne i alt det her arbejdsliv og levende børn? Jeg tænder stadig hendes lille lys hver aften og sender hende en lille tanke når jeg kigger på vores mor/barn billede på badeværelset hver morgen og aften. Ind imellem smutter jeg indenom på kirkegården på vej hjem fra vuggestuen for at pusle lidt og tænde et lys sammen med børnene. Men allermest er hun nok bare blevet en del af mig på sådan en mere hverdagsagtig måde.

Som tiden er gået er hun gledet i baggrunden. Tiden læger alle sår og alt det der ... der er vel noget om det. Jeg er ikke i den dybe sorg mere. Livet går videre og det er for de levende, men ind imellem kan lynet stadig slå ned. Ofte fra en en skyfri himmel. I hvert fald på overfladen. Det kan ramme helt derinde hvor jeg igen kan smage lidt af Elisabeth og ikke mindst alt det der fulgte i kølvandet lige efter hendes farvel. Det der tynger og gør så ondt og samtidig så godt, på sådan en en bittersød måde, fordi de følelser bringer mig lidt tættere på min lille pige og på det der var en gang. Og så kan man stå der i køen i Føtex med tårerne trillende ned af kinderne fordi jeg havde fået den taske med som for altid vil minde mig den første barnevognstur sammen med Elisabeth, fordi det var den vi havde med. Den kommer jeg aldrig til at skille mig af med tænkte jeg og så kom tankerne trillende om alt det der kunne have været anderledes, men ikke blev det fordi jeg traf de beslutninger jeg gjorde den gang. Om de små ting, som pludselig betyder alverden fordi det er det eneste man har. Små ting som at jeg valgte at give Elisabeth sin dyne med med det smukke dynebetræk hendes mormor havde lavet, med i kisten i stedet for at beholde det som et minde og hendes hare-tøjdyr som jeg ville have krammet hver aften hvis ikke hun havde fået den med. Hun fik dem med. Begge dele. Det var jo hendes og den største kærlighedserklæring jeg kunne komme på. De to allermest betydningsfulde ting - ud over hende selvfølgelig - så derfor beholdt jeg dem ikke. Det måtte jeg minde mig selv om da jeg fik ud af butikken og ud i den mørke og våde men meget smukke oktobereftermiddag. Det var ren og skær kærlighed.

Savnet gnaver lige lidt dybere nogen dage. Det er aldig helt til at vide hvornår det er sådan. Efter en periode fyldt med hverdag og to levende børn, så titter hun pludselig frem og kommer tæt på igen. I morgen skal vi fejre Halloween og det kan også sagtens have noget at gøre med min sårbarhed i øjeblikke. Højtiderne tydeliggør altid dem der mangler og gør mig altid lidt mere åben i forhold til Elisabeth. Og Halloween er børnenes fest ligesom julen og alle de andre højtider. Det er noget helt særligt. I morgen skal vi fejre Halloween med levende børn og kusiner og jeg glæder mig helt vildt til at pynte op og klæde ud!