Når mine børn bliver puslet om aftenen, plejer jeg gerne at synge imens. Lige for tiden er det eneste der duer 'Jeg er en glad lille cowboy'. Ved ikke hvordan jeg kom på at synge lige den, men den kom pludselig ud af min mund en aften og mine børn elsker den – indtil videre i hvert fald. At de godt kan lide den kan jeg egentlig godt forstå, for det er også en af dem jeg var rigtig glad for da jeg var lille. Han kunne altså et-og-andet ham Poul ... Mange tekster fra den gang sidder stadig fast, så jeg kan mange sange udenad, men lige den her krævede en søgning på nettet og her er den.
Jeg er en glad lille cowboy
fra Texas prærieland
at ride og kaste med lasso
er det jeg allerbedst kan
Jubijæ - jubijæ -
er det jeg allerbedst kan
Jeg børster og strigler min pony
så den bliver blank og sort
så svinger jeg mig i sadlen
og rider langt langt bort
Jubijæ - jubijæ -
og rider langt langt bort
Så griber jeg om min skyder
og skyder alt hvad jeg kan
men den er ikke farlig
den skyder kun med vand
Jubijæ - jubijæ -
den skyder kun med vand
Og når det så bliver aften
så får min pony fri
så løber den ud på prærien
det kan den allerbedst li
Jubijæ - jubijæ -
det kan den allerbedst li
Så sætter jeg mig ved bålet
og synger en aftensang
så går jeg til ro ved bålet
og sover natten lang
Jubijæ - jubijæ -
og sover natten lang
Som jeg sad der og læste teksten igennem og forsøgte at lære den udenad, fik jeg pludselig en anden sang i hovedet. Den mindede mig om den sang, som for evigt vil være Elisabeths sang. Den sang som blev spillet i kirken da kisten blev båret ud. Den hedder 'Min lille hest' og er skrevet af Halfdan Rasmussen. Lidt pudsigt medvirker en hest i begge sange og måske var det der der et kort øjeblik sendte mig en tur tilbage i tiden til den gang jeg sad bøjet over Elisabeths urne og sang om den lille hest for hende ved urnenedsættelsen. Tror ikke jeg har sunget den siden. Kan ikke uden at få en klump i halsen. Husker også hvor svært det var den dag, men jeg gjorde det, skønt det var med så mange tårer at jeg knap kunne læse teksten. Den tårefri udgave er her.
En vej går ind i himlen, hvor jeg bor
Imellem hvide skyer og grønne marker
Ved vejen står en lille hest og sparker
Og spiser græs og vokser og bli'r stor
Når dagen gryr og vækker blomst og bi
Og lyset planter træer og rosenranker
Da står min lille hest med våde flanker
Og vrinsker en godmorgenmelodi.
Når middagsstunden slår sin vifte ud
Og solen brænder havren tung og gylden
Da går min lille hest i læ bag hylden
Og kysser den og mener den er gud.
Ved aften bli'r den hentet af en dreng
som klapper den på mulen, mens han snakker
Så går de sammen mellem lave bakker
Hvor åen nynner som en gylden streng.
Men kommer natten ridende fra vest
Med dug på koderne og sølvblå tømme
Da går min lille hest herud i drømme
Og derfor elsker jeg min lille hest.
Det at jeg pludselig oplevede at de to sange mindede så meget om hinanden gav dem en samhørighed, som var rigtig rar. Måske en dag får mine levende børn lov at høre den sang, som for altid i mit hjerte vil være Elisabeths sang. Indtil da må de nøjes med et 'Jubijæææ - jubijæææ' fra en mor-cowboy der svinger sin imaginære lasso hen over puslebordet.
onsdag, januar 26, 2011
Til hest
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Kære Sofie
Jeg røres over dine rammende beskrivelse af livet lige, og hvor er den smuk Elisabeths sang "min lille hest" -
Dit indlæg i dag er for mig en beskrivelse af den dobbelthed man som mor står i, når man ikke har alle sine børn hos sig.. glæden/godnatsangen og sorgen/tårerne.
Du beskriver også sammenhørigheden mellem de to sange - sammenhøringheden melle de to verdener. Den lige her og himlen.. to verdener som skal forenes..
Men ih hvor jeg synes det er svært.. Du er tydeligvis længer..
Tak fordi du deler det giver håb..
Og så er det skønt at forestille sig dine to små cowboys der er vild med jeg er en glad lille cowboy..
Kh. Mette
Hvor er det skønt at blive sendt tilbage i tiden en gang imellem. Vi har også sunget hest og lasso her. Og Elisabeths fine sang kan jeg huske fra min egen skoletid.
Og som Mette siger, så er der bare noget, der går op i en højere enhed, når det hele forenes og alle børnene er samlet - sådan åndeligt - bare et øjeblik.
Varme hilsner herfra
FruHansen – Tænk at jeg kan give dig lidt håb. Det er jeg glad for. :-) Du er allerede rigtig langt. En del af det handler om din åbenhed og din måde at takle din situation på. Du gør det rigtig godt.
Susannne – Jeg elsker også de få små øjeblikke.
Jeg sang netop den sang, en vej går ind i himmlen hvor jeg bor, når jeg cyklede gennem Københavns gade, med Asta spræl levende i min mave. Da hun så døde, fik den en hel anden og særlig betydning. Nu ved jeg at det ikke kun er stjernepigen Astas sang, men også sommerfugle pigen Elisabeths.
Anette
Anette – Tænk at der er en anden lille pige som den sang tilhører. Det er rørende at du sang den mens Asta levede. Så kender hun den rigtig godt. Elisabeth fik den først da hun døde. Tak for din historie.
Åh altså! Tårer i øjnene over den beskrivelse du gir af sangene! hestesangen var min yndlings da jeg var barn. Jeg lavede en kæphest af en strømpe og en knækket kost og syntes at det var helt på sin plads at den skulle være med når min mor puttede mig og sang. Det hører jeg stadig for.
- men at den lille drømmehestesang er sendt med Elisabeth - og Asta - virker da bare helt helt rigtigt :)
Send en kommentar