Så kom de jo. De kongelige. De var søde, men det var ikke dem der fik mine tårerkanaler på gled i dag. Det var – ud over mine egne tvillingers hjemmegjorte gaver, halsomfavnelser og kys i rigelige mængder – to små tvillinger på 14 måneder som besøgte mig i butikken i dag. En dreng og en pige. Jeg kunne se mine egne i dem og faldt pladask for dem. Og som så ofte når det drejer sig om tvillingemødre, faldt vi i hak og havde med det samme en usagt forståelse for hinandens situation. Der blev snakket, udvekslet og sammenlignet. Hurtigt fandt jeg ud af at hendes lille pige var syg. Det var som om jeg havde kunne fornemme at hun gemte på noget bag de smukke øjne allerede da jeg så hende første gang. Hun havde muskelsvind. Den lille pige med de smukke øjne havde allerede ramt mig lige midt i hjerte, men med den besked i luften blev jeg ramt endnu dybere. Hun var en sej lille en, det fornemmede jeg, men der blev kigget langt efter brormand der allerede kunne gå omkring. Det kommer hun aldrig til. Jeg fik en klump i halsen og sådan en ubærlig trang til at beskytte hende, til at bærer hende gennem livet. Nu sidder jeg så her og ærger mig over at jeg ikke fik en kontakt til dem. Jeg ved ikke om jeg overhovedet ville være i stand til at gøre en forskel, men jeg følte en dyb trang til at hjælpe med alt hvad der stod i min magt og havde virkelig svært ved at give slip. Hvorfor rakte jeg så ikke ud, spørger jeg mig selv nu.
fredag, januar 14, 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Der er ikke rigtig nogen ord der rækker her. Det rammer helt inde i.
Øv hvor jeg kender det så godt det med hvorfor fik jeg ikke spurgt, men på den anden side har jeg altid selv sagt nej til det meste hjælp hvis ikke lige det er familien der træder til. Jeg synes egentlig ikke vi (i hvert fald ikke mig selv) er særligt gode til at lade andre hjælpe os i hverdagen. Men lærer jo også med tiden at leve med de byrder der byder os.
Har vist skrevet det før men bare lige lidt baggrund:
Jeg har selv en handicappet søn på snart 15 år som skal have hjælp til det meste. Men udover aflastning fra kommunen og bedsteforældrenes hjælp har vi aldrgi følt vi havde brug for andres hjælp i hverdagen.
Men din historie rør mig dybt, når det så er tvillinger og søster kan se sin bror knokle rundt som hun aldrig selv vil komme til - den er hård!
Min søn er "heldigvis" så retarderet at han ikke ved hvor anderledes han er, jeg tror han ser sig selv som et lille vidunder :-) altid glad og smilende og god for en krammer.
Tak for din lille historie om endnu et sæt tvillinger her i denne tvillingetid... :-)
Ups glemte lige at skrive i min kommentar - undskyld
MVH
Lisbet
Lisbeth – Tak for din lange kommentar. Det er rart at blive hørt og mødt af en som ved hvordan det er at leve med et handicappet barn. handicappede børn rammer mig måske endda dybere fordi Elisabeth, havde hun levet i dag, ville have været svært handicappet. At din dreng, trods handicap, er en glad lille en er dejligt at høre.
Jeg ved ikke hvor meget hjælp jeg havde kunne give tvillingemoren eller om de overhovedet havde brug for det, jeg ved bare at det er hårdt at have tvillinger – især når den ene kræver ekstra opmærksomhed – så jeg tænkte i min naivitet at hjælp eller ej, så kunne jeg måske gøre en forskel ved bare at være der for dem. Om det så var aflastning, skuldre at læsse af på eller en gang aftensmad i ny og næ. De fleste vil gerne klare sig selv, men jeg husker også hvor meget jeg selv værdsatte alt den hjælp nogen gad tilbyde i den hårdeste tid i starten hvor Carl skreg hver nat og jeg ikke fik sovet.
I forhold til den lille pige var det nok i lige så høj grad en trang for min egen skyld. En trang til at sikre mig at den lille pige havde det godt og at hun kom til at klare sig godt igennem livet. Det må have været beskyttergenet der væltede op i mig.
Send en kommentar