Den største lykke i verden her

Egentlig var jeg igang med noget helt andet da jeg faldt over nogen gamle billeder. Det første var det her af en nybagt mor.



Der sidder hun. På kanten af Atlanterhavet. Langt væk fra sin datter. Meget længere væk end det hav der skiller dem ad. Det er jul. Hendes første som mor. Helt alene.

Det billede satte rigtig mange tanker i gang og det ene billede tog det næste. Lige så langsomt arbejdede jeg mig tilbage gennem tiden. Jeg kom til billeder af en jul som, trods længsel, var en af de smukkeste jeg har oplevet. Jeg kom til billeder af graven der lige havde fået sin smukke sten. Jeg kom til billeder af stenen hos stenhuggeren og husker hele processen og den fantastiske stenhugger der udførte sit job på så smuk vis. Jeg kom til billeder af en grav uden sten men med masser af blomster og små finurlige væsner. Til sidst nåede jeg sommeren med urnenedsættelse, bisættelse og en lille bitte pige der langsomt blev vagt til live igen. Lige så stille og roligt blev hun raskere og raskere at se på, indtil hun, helt nyfødt, til sidst havnede i respirator og elektroder. De to sidste billeder jeg fandt frem, er nogen af de dyrebarste billeder jeg ejer. Det ene er det allerførste billede jeg så af min førstefødte. Det andet er det øjeblik jeg får hende at se. Det var og er det lykkeligste øjeblik i mit liv. De minutter jeg fik lov at holde mit første barn i mine arme. I de minutter anede ingen uråd. Alt var den reneste lykke. Mit drømmebarn var havnet lige der hvor hun hørte til.

Tænk hvis jeg kunne få lov at tage den rejse i virkeligheden. Rejsen tilbage til lige præcis det øjeblik. I aften rejste jeg i billeder. Hun var der, smukkere end nogen sinde, og øjeblikket var næsten lige så stort som den gang. Jeg fik lov at mærke den ubetingede og sorgløse lykke en lille smule igen.