Av mit moderhjerte

Vi nyder i den grad vores juleferie. Børnene i særdeleshed. Det er som om de har taget et spring af dimensioner. Deres udvikling og sprog er eksploderet hen over julen. De er begyndt at sove længe om morgenen ... I dag sov Carl til 7.30!!! Dog ikke i et stræk, men alligevel. Det husker jeg ikke at jeg nogen sinde har oplevet før. Det betød så også at jeg ikke kunne få ham puttet i barnevognen før 13.30. Det var godt nok en underlig oplevelse. Ham som plejer at stå og trippe ved døren allerede klokken 11. Ikke i dag. Han er trallende og endnu mere smilende end ellers. Ingrid læser højt for sig selv og småsynger dagen lang. De bekriger stadig hinanden, men det er som om de er blevet bedre til at løse de indbyrdes konflikter. Tror denne ferie har gjort os godt på rigtig mange måder.

Fordi Carl sov så sent i dag fik jeg først taget et lille hvil på sofaen sent. Jeg faldt i søvn og vågnede med et sæt. Føj en slem fornemmelse. Jeg havde ikke hørt børnene men røg direkte ud til barnevognene da jeg vågnede og fandt to grædende børn. Carl havde tydeligvis været vågen og grædt et godt stykke tid, for han var kravlet helt ud af voksiposen og ud af sine sokker!!! Hun var så ulykkelig og der sad han så i bare fødder – i frostvejr. Der var nok lige en der fik hevet sine børn hurtigt ud af barnevognene og ind i varmen og holdt, kysset og krammet en hel del ekstra end ellers. Av, det gjorde sgu ondt i hjertet. Følelsen af forladthed er nok noget af det værste i hele verden og den er der ingen grund til at de får at føle mere end højst nødvendigt.