I dag fik børnene besøg af Mormor og Morfar og i tilgift tilmed to kælke!! De var henrykte. Jeg, til gengæld, fik taget munden for fuld. Så der stod jeg så, lige midt i Carlsbergs Besøgscenter, dresset op til julefrokost, og tudede. Der var intet jeg kunne stille op, så jeg valgte at vende om. Allerede på vejen ud kunne jeg mærke klumpen lette, så jeg er ikke i tvivl om at jeg gjorde det rigtige. Men hvorfor er det, at det nogen gange skal ende med at gå så vidt? Havde jeg dog blot lyttet ordentlig til mig selv inden jeg var taget afsted, kunne jeg have undgået at komme helt der ud.
lørdag, december 04, 2010
4 · Man skal ikke græde over spildt kælk
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Hej Sofie.
Hvor er din lille Ingrid bare skøn der på kælken. Åh jeg blev ramt af den følelse du beskriver du stod i, der til julefrokosten, det er så ufatteligt vigtigt at mærke efter hvad man kan og ikke kan, og ih hvor er det svært at efterleve..
Men hvor var du bare sej, da du vendte om og fulgte din følelse.. Håber du har haft en god aften efterfølgende, det rigtige sted..
Kh. Mette
I stedet for at klandre dig selv, at du ikke fulgte din indre stemme fra begyndelsen, så klap dig selv på skulderen for, at du var dig selv og dine følelser tro,i anden omgang! Det er ikke alle der har mod til, at lytte til deres indre stemme overhovedet, så vær stolt af, at det gør du!!
Kærligst, Karina
Jeg elsker at se alle de gode billeder af dine børn.
Det er rigtig fint, at du formåede at vende om finde hjem. Godt gået Sofie.
Tak skal I have. :-)
Send en kommentar