Jeg har altid nydt at holde sommerferie forskudt fra alle andre. Den der halvtomme by, masser af plads på vejene, sommerferiestemningen alle vegne. På en måde kan man nyde godt af alle andres ferie ved at snuse stemningen og holde små miniferier i weekenderne samtidig med at ens egen ferie ligger der ude og venter på at alle andre kommer tilbage fra deres. På den måde varer ferien endnu længere end den reelt er.
Alligevel kunne jeg lige i år godt have brugt lidt ferie lige her midt i ferietiden, men sådan noget skal jo passes ind og i så fald bestemmes en rum tid i forvejen, så den rigtige ferie har jeg stadig tilgode. Men derfor kan man godt tage nogen små forskudsferier i weekenderne imens.
Sidste weekend var vi på overlevelsesweekend i vesterhavshytten – som mine forældres nye hus ved vandet lynhurtigt er blevet døbt. Vejret og varmen indbød i den grad til strand, sand og vand og jordbær og is og kolde drikke ... og jeg skal da lige love for at der blev indtaget i rigelige mængder af det hele. Det kan ikke vare længe før vi kommer igen.
Denne weekend nød vi de lidt køligere temperaturer med en lille eftermiddagspicnic i vores egen 'baghave', som vi ynder at kalde parken bag Brede Værk. Jeg elsker den plet. Synes den har det hele; masser af græs at løbe på, spille bold på, ligge på, smukke træer at kigge på, rigtig mange af dem med æbler på, æbler som man må indsamle af alt det man lyster når blot de ligger på jorden, duftende lavendler, en prydhave og en køkkenhave som bliver passet efter alle kunstens regler og som en kulisse ligger Brede Værk i baggrunden og danner den smukkeste ramme om en denne dejlige fredfyldte plet.
Måske er det i grunden slet ikke så ringe med noget ferie tilgode, når man kan lov at få sådan en håndfuld forskudsferier af den kaliber.
mandag, juli 19, 2010
Ferietid tillåns og tilgode
af
Maomis
kl.
21.42
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)







2 kommentarer:
Hvor er det dejligt at læse, at selvom du har sent ferie alligevel kan se lyst på det ;-) og finde de gode og dejlige stunder... hvor er det en dejlig plet I har i Jeres by...
Ja, den plet er vi glade for. :-)
Send en kommentar