Første skoledagssommerfugle

Ja, sådan har min mave det for tiden. Fyldt af første skoledagssommerfugle. Man skulle næsten tro jeg skulle starte i 1. klasse. Det skal jeg vel på en måde også. Jeg skal nemlig starte som forælder i vuggestue for første gang og det er da næsten lige så stort, nyt og spændende.



Ingrid og Carl har fået plads i vuggestuen Garantien og skal starte på onsdag. Én plads vel og mærke! Til deling. Det er sådan lidt på kompensation at vi overhovedet har været så heldige allerede at få plads, men vi har haft en sundhedsplejerske der har været fantastisk i den sammenhæng og presset på og understreget overfor pladsanvisningen hvor vigtigt det var for lige netop os, at få lidt aflastning, da vi efterhånden var kørt helt i sænk over manglende søvn.

I den sammenhæng er det vildt at tænke tilbage på hvor dårligt Carl har sovet og hvor fuldstændig skæv i hovedet jeg har været mange dage over manglende søvn og hvor meget jeg kunne have ønsket mig nogen til at tage over bare en lille smule, så jeg kunne komme op til overfladen bare for en kort stund, så jeg kunne holde til endnu en nat med gråd og vågent barn. Hvor godt han sover nu, tør jeg slet ikke skrive noget om her, for det er som om sådan noget har en meget negativ effekt på noget som helst skulle blive ved med at gå i den rigtige retning.

Vi havde oprindeligt søgt om to pasningsgarantipladser pr. 1. marts og blev faktisk også tilbudt en dagplejeplads og nøj hvor vi glædede os. Lige der for et par måneder siden kom den dagplejeplads som sendt fra himlen. Jeg forudså søvn på kontoen. Jeg forudså to dages søvn, de dage hvor jeg ikke skulle arbejde. Vi var så glade. Men allerede efter første møde med dagplejeren var vi ikke så glade længere. Længe forsøgte vi at overbevise os selv om at det da sikkert var fint nok og at hun da sikkert var sød nok og god til børn og alt det der og om ikke andet så kunne de vel nok være der indtil vi fik tilbudt en vuggestueplads. Men hun boede i en lille lejlighed uden adgang til sandkasse og udendørsplads, som Carl har vildt meget brug for. Der var pænt og rent, men fyldt med røg i gardinerne, så vores mavefornemmelser kunne bare slet ikke forlig sig med det. Så vi takkede nej og fik at vide at så kunne de ikke hjælpe os. Næste ledige pladser var til august eller måske endnu senere. Ingen garantier lovet – ingen at overholde. Lige i øjeblikket er presset på daginstitutioner i Lyngby-Taarbæk kommune så massivt at de slet ikke kan følge med og selvom man har en garantiplads kan de ikke overholde deres garanti. Bare ærgerligt.

Hvad gør man så? Vi havde i første omgang brug for pasning lige nu og her, for jeg skulle starte arbejde. Gode råd er dyre. Vores løsning lå nærmest lige for næsen af os. Tænk hvor heldig man kan være. Lige siden december har vi haft et ugentlig besøg af en frelsende engel, som har aflastet mig i det daglige, ved at tage børnene en eftermiddagstid så jeg lige har kunne komme en tur i byen, få betalt regner eller simpelthen få mig en lur. Det har været guld værd! Hun var frisk på at blive børnepasser et par dage om ugen, så hun blev ansat med det samme! Kevin blev hjemme en dag og så var der pludselig kun de to dage tilbage som jeg alligevel ikke skulle afsted på arbejde i. Det gav ikke mig noget som helst aflastning, men det gav en løsning på pasningsproblemet lige nu og her. Børnene har været rigtig glade for deres børnepasser og hun for dem. Desuden har det været rart at de er blevet passet herhjemme i trygge omgivelser lige indtil nu. Desværre er det ikke en varig løsning, så noget andet skulle gøres.

Ingen af os havde på det tidspunkt overskud til at rende pladsanvisningen på dørene eller skrive lange klagebreve eller andet i den stil. Men det havde vores sundhedsplejerske heldigvis og da hun har fulgt os tæt i vores kamp med Carls soveproblemer, tog hun over og fremtryllede denne plads. Vi føler os virkelig heldige men samtidig tænker jeg både på dem der ikke lige har sådan en sundhedsplejerke, hvad med dem? Er det så dem som vi nu har skubbet bagest i køen? Er det dem der råber højest der får først? Er det sådan det fungerer? Slet ikke retfærdigt synes jeg. Samtidig er det så fuldstændig apsurt at udbuddet slet ikke matcher efterspørgslen. Den vuggestue som Ingrid og Carl skal starte i, åbnede som en midlertidig ordning for 4 år siden. Nu er den blevet permanent og der er snak om at lave endnu en lignende ordning for at klare presset.

Hvorom alting er så er det altså os der har fået den plads og det er jeg rigtig glad for. Jeg føler vi i den grad er berettiget. At det så, her i starten, kun er én plads vi har fået til deling og Ingrid og Carl derfor kommer til at dele garderobe, synes jeg egentlig bare er hyggeligt. Jeg er så glad for at de har hinanden lige i den her sammenhæng. Jeg føler at det er trygt og rart at vide at de har hinanden hvis alt andet føles nyt og fremmed. Jeg forudser egentlig ikke at det der indkøring bliver noget videre problem. Vi trænger alle sammen i den grad og faktisk glæder jeg mig bare helt vildt på deres vegne. De er SÅ parate. Jeg havde nær ikke fået Carl med hjem fra rytmik forleden dag, fordi han blev ved med at forsvinde ind i andre lokaler med spændende store bolde eller andet i den retning. Han går på opdagelse og undersøger alting i øjeblikket. Hvis ikke jeg tager meget fejl kommer jeg til at finde ham på legepladsen og Ingrid indenfor omgivet af bøger, når jeg kommer for at hente dem i vuggestuen. Sådan har de det i hvert fald lige nu. Ingrid elsker sine bøger meget højt! Har hun været væk hjemmefra en dag, er det første hun gør at styrre hen til bogreolen. Yndlingsbogen for tiden er den om Larven Aldrigmæt. Hun læser og læser højt. Det er så sødt!



Der er stadig en uge til at få de sidste ting på plads – navn i tøjet, madkassekasser, praktisk udetøj, sko, sandaler ... hvad har jeg glemt? På onsdag starter vi. Alle 4. Med pakkede tasker og høje forventninger.