Dagen derpå

Nytårsaften blev fejret hjemme i sofaen med sushi og benene oppe. Det er ikke mange aftner jeg har haft de sidste par måneder, så det blev nydt i særlig grad. Planen var alligevel at gå tidligt i seng, for søvnunderskud har jeg stadig så rigeligt af at jeg kunne dele ud af det. Sådan skulle det til gengæld ikke være. Sådan cirka en halv time før midnat, hvor raketterne så småt var begyndt at lyse himlen op, vågnede først den ene og så den anden. Helt utrøstelige var de. Den ene tog den ene og den anden den anden og så indtog vi ellers hvert vores værelse indtil der var nogenlunde styr på tropperne igen. Da klokken slog 12 og verden udenfor var et inferno af lys og larm, var der så meget ro indendøre, at vi kunne finde sammen i det samme værelse og ønske godt nytår. Og så sad vi ellers der alle fire (og Mao under sengen – i år havde han ikke fået lov at komme udenfor en dør hele dagen), med nedrullede gardiner og lyttede til en verden der gik amok udenfor. Helt surrealistisk.

Om det var raketterne og larmen der skabte uro og en meget vågen Carl de næste par timer, skal jeg lade være usagt, men faktum er at jeg ikke kom i seng før klokken havde passeret 2!! Så meget for en tidligt-i-seng-Nytårsaften! Så i dag har jeg været en smule rundtosset og har hele dagen følt at jeg har været sådan et par skridt bagefter. Tror børnene har haft det på samme måde. Vi har vist haft lidt tømmermænd alle sammen. Ingrid har kun ville sidde på armen hos mig, intet andet duede – heller ikke sin far – så det har hun fået lov til. Hurra for Mei Tai!

Lidt har jeg dog helt overraskende nået. Ingrid og jeg fik nemlig pakket juletræet ned og Carl hjalp mig med mosterhemmeligheder ... jeg siger ikke mer.!