Min lille kravlenisse og hans smukke søster

Carls kysse-bløde babyhud er begyndt at blive slidt på albuerne ... og knæene! Jeg smører med ekstra creme om aftenen og kysser skrammen i panden og den på siden af hovedet. Han er efterhånden ved at blive en rigtig lille tumling er han. Det afføder ind imellem et par knubs, og en hel del kys tillige, på den konto.

I snart en uge har han været oppe på alle fire og rokke frem og tilbage, så det kan ikke vare længe inden han knækker koden og kravler!! Fremad kommer han allerede, eller rundt i hvertfald og op og ned og alle vegne.

Ingrid, derimod, er rigtig god til at sidde og det er så det hun gør. Selvom hun meget tidligt – lang tid før Carl overhovedet havde tænkt tanken – fandt ud af at trille fra ryg til mave, så har hun ikke rigtig fundet ud af at videreudvikle teknikken derfra. Hun ligner stadig lidt af en strandet hval når hun kommer om på maven. Så er hun tilgengæld god til så meget andet. Finmotorisk er hun for eksempel virkelig ferm. Alt bliver nøje undersøgt ned til mindste detalje med hendes små fine fingre.

Af se sine børn udvikle sig og trampe derudaf med fremskridt af den kaliber, gør mig glad og ret stolt. Tænk hvad de ikke kan allerede! Endnu gladere blev jeg, da jeg forleden dag talte med sundhedsplejersken. Jeg havde ringet hende op, da jeg efterhånden ikke anede mine levende råd. Carl har øvlet og bøvlet og vågnet en million gange hver nat på det seneste og ofte vækket sin søster, som blev så ked og så havde vi balladen ... og ingen søvn. Både Kevin og jeg var ved at knække sammen af mangel på søvn og alting foregik i slowmotion og med tågesyn herhjemme. Vi måtte have noget hjælp.

Vores sundhedsplejerske har tidligere været til stor hjælp når det har brændt lidt på. Det var hun igen. Noget af det bedste hun sagde var, at vi kunne lægge alle vores sovetræningsbøger langt væk imens Carl har det som han har det. Det var ikke os der ikke kan finde ud af at få barnet til at sove, men hans kravletræningskrop der ikke kan finde ro.

Tænk at jeg ikke selv har tænkt på det. Det lød så helt selvfølgeligt det hun sagde. Han er jo midt i en så rivende udvikling med det der kravleri, at hans lille krop fortsætter om natten, så han ingen ro får og vågner af det. Når han så vågner hele tiden, bliver han ked fordi han er træt og har brug for at sove. Vi har ikke anet hvad vi skulle stille op andet end at trøste og holde om.

Hun foreslog at vi puttede ham i voksiposen om natten, så der ikke var så meget manøvreringsplads. Det hjalp faktisk! Så nu er han kommet i egen seng igen og tilmed i voksiposen. Nu kan han han ikke bøvle nær så meget rundt og vi kan vugge ham i den når han vågner, i stedet for at hive ham op af sengen, som han ofte vågnede alt for meget af. Og så har jeg købt en 5 cm tyk sengerand, så han ikke slår hovedet når han rejser sig op i søvne. Jeg tror vi er på rette kurs.

Jeg tør næsten ikke skrive det, men i nat – 7·9·13 ... knock on wood – sov han fra midnat til klokken 6!!! Tror aldrig det nogen sinde er sket før. Næste step bliver at få Ingrid tilbage i sin seng. Hun er nemlig havnet i vores mens alt det her har stået på. Det har jeg nu ikke så travlt med. Hun sover nemlig fint hvor hun sover og når Carl også gør det hvor han er, ja så gør jeg også.