Sygdom og sovetræning i lidt af en pærevælling

I weekenden blev det så for alvor Ingrids tur til at få hvad Carl havde i sidste uge. Med fuld styrke og diarré og opkast tilmed. Det måtte jo komme. Syge børn er slet ikke sjovt – for nogen. Og slet ikke for dem det går ud over. Ingrid har været så syg. Min lille pige har bare været ked, pjevset og sådan rent fysisk helt stille. Åh, hvor har hun haft det skidt. Hun rystede så meget af feber at hun slet ikke havde kræfter til at vende sig på puslebordet. Carl var lige modsat da han var syg. Hvor Ingrid bare er i det, er Carl sådan en der udfordrer. Ligesom deres personligheder er vidt forskellige, er den måde de er syge på åbenbart også.

Så fordi Ingrid pludselig krævede mig 100% – også om natten – måtte Carl vige pladsen i den store seng. Det var åbenbart det der skulle til for at få ham over i sin egen seng. Han har ellers ligget og gasset sig ved siden af mig, fordi det var hyggeligt og det nemmeste i forhold amning, men han var efterhånden begyndt at sove så uroligt og ud over det hele, at det ikke levnede meget plads til resten af os. Så det var på tide.

Det var måske noget af en mundfuld at starte sovetræning og natlig amme-fravænning samtidig med en lille syg pige, vil nogen måske mene, men det var åbenbart det der skulle til før vi kunne få taget os sammen. Vi troede det krævede overskud og det har det ikke ligefrem skortet på på det seneste, men det er faktisk gået over al forventning. Han sover stadig uroligt og bøvler nogen gange så meget rundt at det vækker ham selv, så han vækker Ingrid, som så har svært ved at falde i søvn igen. Det er den spiral vi har kæmpet med på det seneset.

Samtidig med sygdom, kravletræning og alt hvad det har ført med sig af uroligheder, virker det som om han samtidig har været midt i et af de berømte tigerspring. Derudover har han – til forskel fra Ingrid, som fik sin første tand på sin 6 måneders fødselsdag – valgt at få den første tand på sin 7 måneders fødselsdag, midt i al sin febersyghed. Det kan selvfølgelig have været et tilfælde at det hele skulle falde sammen på den måde, men der er da ikke noget at sige til at det må have virket uoverskueligt for ham med alt det på en gang.





Jeg tror han er ved at være ude på den anden side. Det virker i hvert fald sådan og så er det bare med at nyde det inden næste spring sender urolighedsbølger ind over os alle. Han er normalt det sødeste lille væsen der, selvom han har krudt i enden og et temperament ud over det sædvanlige, er så rundhåndet med våde kys og faste kram at det nogen gange er lidt i overkanten af det gode. (Nu forstår jeg meget bedre hvorfor så mange mødre vælger at lade lokkerne falde eller at binde det op i en stram knold ...). Han er kærligheden selv og nogen gange kan jeg ikke lade være med at tænke, at hende der får lov at rende af med ham en dag, sgu er en heldig kartoffel. Lige nu nyder jeg bare at hende den heldige er mig!