Intet nyt er godt nyt

Vi har det godt. Tiden er bare ikke rigtig til blogskrivning for tiden, så derfor er her lidt stille. Det ærger mig lidt, for jeg har så mange gode historier at fortælle.



Det bliver sjovere og sjovere at være Ingrid og Carls mor og om muligt elsker jeg dem mere og mere for hver dag. I morgen bliver de 3 måneder!!! Det er ufatteligt hvad der er sket med dem på den korte tid de har været ude i verden. Det er bare med suge til sig og nyde. Jeg får lyst til at holde fast i tiden lige nu. Krampagtigt gemme den til senere brug. Det går alt for stærkt.



De pludrer og griner på livet løs. Ingrids pludren har ikke helt samme nuancer som Carls, til gengæld kan hun hvine så det er en fryd. Der er tydelig kommunikation på begge fronter. Og så har de lige fået øje på hinanden. Det er så sjovt at se og fylder mig med boblende glæde, især på deres vegne over at de har hinanden - nu og altid. De er heldige.



Carl er en spasmager. Min mor mener at han bliver sådan en der kommer drønende ind ude fra haven med gummistøvlerne omvendt på og jord i hele hovedet, fordi han har fanget regnorme nede bag sandkassen. Imens ville Ingrid sikkert have kigget til fra gyngen og måske brygget en lille sang om livet som søster til sådan en som Carl. Jeg glæder mig helt vildt!



Det er svært at sige hvordan det kommer til at gå, men helt givet er det, at Carl bliver en med et højt energiniveau. Hans arme og ben står aldrig stille. Altid er han i bevægelse. Han er næsten umulig at have siddende på skødet. Ingrid derimod kan man have siddende som en anden lille dukke. Hun er den iagtagende part – også på legetæppet.



Jeg er så småt begyndt at bevæge mig lidt udenfor hjemmets fire vægge, og selvom det er rart med luftforandring, er jeg ikke sikker på at mine børn er helt enige med mig. Især Carl er et meget let påvirkeligt barn. Han er normalt verdens gladeste dreng lige indtil han bliver overstimuleret. Der skal ikke meget til at slå ham helt ud af kurs og efter en dag på farten – det kan blot være på besøg hos en fra mødregruppen – kan han være helt utrøstelig om aftenen. Det eneste der kan få ham hevet tilbage til verden er hvis vi putter ham i slyngen og svinger ham frem og tilbage indtil han er faldet til ro. Først derefter er det muligt at få noget mad i ham så han kan falde i søvn til natten. Så jeg bliver nok nødt til holde lidt igen med besøgene hvis jeg vil have nogen nogenlunde harmoniske børn.



Samtidig med at Ingrid og Carls personligheder toner tydeligere og tyderligere frem, melder savnet sig og alle spørgsmålene om hvordan Elisabeth mon ville have været, ville have set ud og opført sig som storesøster ... Og jeg bliver ked over at Ingrid og Carl aldrig kommer til at opleve deres søster. Det gør ondt og min sorg og mit savn er blusset op på ny efter de er kommet til verden. Jeg tror hun ville have været verdens bedste storesøster. Det kan man ikke ligefrem sige at hun er nu.



Jeg forestiller mig at en død søster givetvis vil afstedkomme mange spørgsmål og jeg vil gøre mit bedste til at fortælle Ingrid og Carl så meget som muligt om deres søster til den tid, så de føler at de kommer til at kende hende, bare en lille smule.