Stille overvældelse

Indrømmet, her har været lidt stille i et stykke tid. Grunden? Tja ... vel egentlig ikke så meget andet end at jeg her efter jul, hvor jeg er blevet fuldtidshjemmegående, er gået mere eller mindre i babymode. Min verden er gået lidt i stå og jeg søger indad. Tiden har været brugt i gode venners selskab, på nettet på jagt efter gode besparelser, jeg har indkasseret lækre låneting og lavet lister over det der stadig mangler. Den ny virkelighed haler ind på mig.

I takt med at de to små gør sig mere og mere tilkende derinde, kan jeg mærke at det samtidig er ved at gå mere og mere op for mig at der igen snart skal til at ske en kæmpe stor ændring i vores liv. To små nye liv er på vej. Nu er det ikke bare Elisabeth, som er vores eneste barn. Snart er vi igen forældre til et par ægte levende børn. Det bliver langsomt mere og mere virkeligt.

Det er efterhånden kommet så tæt på nu at jeg ikke bare har tilladt mig selv at tænke på at det faktisk bliver virkelighed, men faktisk tilladt mig selv også at leve i den virkelighed. Jeg kan bruge timer på bare at ligge og kigge fuldstændig fascineret på min mave som bevæger sig i vanvittige formationer. Der inde bag det hoppende og bulende maveskind bor to små børn. Det er så vildt at tænke på og jeg er helt rundforvirret af overvældende følelser.

Og det er ikke kun mig der er gået helt i selvsving. Kevin opfører sig lige så ‘tosset’. En af de mange skønne tosserier er at han er begyndt at læse historier for maven – ligesom han gjorde det for Elisabeth. Det giver mig ind imellem tårer i øjnene, for det er stærkt at opleve igen. Det er stærkt at opleve den glæde og forventning der lyser ud af ham. Samtidig bringer det jo en masse minder om det der var. Elisabeth er mere nærværende end hun har været længe. På mange måder.



Jeg ved af gode grunde ikke hvordan det bliver at få de to små i armene, men det forhindrer mig ikke i at forestille mig det og bekymre mig om det. Da Elisabeth levede, sov vi i arm stort set hver nat. Jeg havde hende hos mig konstant. Altid var vi sammen. Jeg kunne ikke andet. Jeg ville for alt i verden have hvert et lille minut med. Intet måtte gå til spilde i dette alt for korte liv. Hun var og er ubetinget det største der er sket i mit liv ... nogensinde!



Mon alle de stærke følelser fra den gang, som allerede bliver aktiveret blot ved at se på billeder, kommer til at overvælde mig fuldstændig? Mon jeg kan skelne at det her er lillebror og lillesøster eller kommer min kærlighed til dem til at overvælde mig med uretfærdighedsfølelser overfor Elisabeth og over at hun ikke fik lov? Eller får de blot dobbelt kærlighed fordi jeg ikke har andre steder at gøre af min kærlighed til Elisabeth som stadig – og sandsynligvis for altid – vil være stærk.

Der er mange spørgsmål. De fleste får jeg ikke svar på før de to små er ude hos os.



En ting er dog helt sikkert – lige nu elsker jeg de her to personer over alt på jorden!!! Det blik, så fuld af betingelsesløs kærlighed, glæder jeg mig helt vildt til at få lov at opleve igen.