Indrømmet, her har været lidt stille i et stykke tid. Grunden? Tja ... vel egentlig ikke så meget andet end at jeg her efter jul, hvor jeg er blevet fuldtidshjemmegående, er gået mere eller mindre i babymode. Min verden er gået lidt i stå og jeg søger indad. Tiden har været brugt i gode venners selskab, på nettet på jagt efter gode besparelser, jeg har indkasseret lækre låneting og lavet lister over det der stadig mangler. Den ny virkelighed haler ind på mig.
I takt med at de to små gør sig mere og mere tilkende derinde, kan jeg mærke at det samtidig er ved at gå mere og mere op for mig at der igen snart skal til at ske en kæmpe stor ændring i vores liv. To små nye liv er på vej. Nu er det ikke bare Elisabeth, som er vores eneste barn. Snart er vi igen forældre til et par ægte levende børn. Det bliver langsomt mere og mere virkeligt.
Det er efterhånden kommet så tæt på nu at jeg ikke bare har tilladt mig selv at tænke på at det faktisk bliver virkelighed, men faktisk tilladt mig selv også at leve i den virkelighed. Jeg kan bruge timer på bare at ligge og kigge fuldstændig fascineret på min mave som bevæger sig i vanvittige formationer. Der inde bag det hoppende og bulende maveskind bor to små børn. Det er så vildt at tænke på og jeg er helt rundforvirret af overvældende følelser.
Og det er ikke kun mig der er gået helt i selvsving. Kevin opfører sig lige så ‘tosset’. En af de mange skønne tosserier er at han er begyndt at læse historier for maven – ligesom han gjorde det for Elisabeth. Det giver mig ind imellem tårer i øjnene, for det er stærkt at opleve igen. Det er stærkt at opleve den glæde og forventning der lyser ud af ham. Samtidig bringer det jo en masse minder om det der var. Elisabeth er mere nærværende end hun har været længe. På mange måder.

Jeg ved af gode grunde ikke hvordan det bliver at få de to små i armene, men det forhindrer mig ikke i at forestille mig det og bekymre mig om det. Da Elisabeth levede, sov vi i arm stort set hver nat. Jeg havde hende hos mig konstant. Altid var vi sammen. Jeg kunne ikke andet. Jeg ville for alt i verden have hvert et lille minut med. Intet måtte gå til spilde i dette alt for korte liv. Hun var og er ubetinget det største der er sket i mit liv ... nogensinde!

Mon alle de stærke følelser fra den gang, som allerede bliver aktiveret blot ved at se på billeder, kommer til at overvælde mig fuldstændig? Mon jeg kan skelne at det her er lillebror og lillesøster eller kommer min kærlighed til dem til at overvælde mig med uretfærdighedsfølelser overfor Elisabeth og over at hun ikke fik lov? Eller får de blot dobbelt kærlighed fordi jeg ikke har andre steder at gøre af min kærlighed til Elisabeth som stadig – og sandsynligvis for altid – vil være stærk.
Der er mange spørgsmål. De fleste får jeg ikke svar på før de to små er ude hos os.
En ting er dog helt sikkert – lige nu elsker jeg de her to personer over alt på jorden!!! Det blik, så fuld af betingelsesløs kærlighed, glæder jeg mig helt vildt til at få lov at opleve igen.
mandag, januar 12, 2009
Stille overvældelse
af
Maomis
kl.
16.13
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)







13 kommentarer:
Hvor er det fint. Alle de gode billeder blandet med dine tanker.
Jeg tror, at Elisabeths fødsel og lille liv altid vil stå som noget af det største for dig. Fordi hun var Elisabeth, og fordi hun var den første.
Det betyder heldigvis ikke, at der ikke bliver plads til de 2 små. Tro mig - som mor til mange har jeg oplevet, hvordan man "bare" får endnu en portion kærlighed, når et nyt barn ser dagens lys. Jeg er sikker på, at du allerede har 2 poser helt speciel tvillingekærlighed. De er allerede åbnet lidt - det fornemmer man helt klart - men når børnene kommer vil de åbne sig fuldstændig og lade alt slippe ud.
Indtil da, skal du nyde "ruge-tiden" og lade tankerne flyde.
Varme tanker
Susanne
Tusind tak Susanne – Det var rigtig smukt sagt. :-)
Det er underligt, Sofie og jeg kan ikke forklare det, mend et har alle dage været sådan og det ændrer sig nok ikke... hver gang du fortæller om Elisabeth så græder jeg.
Min største frygt da jeg ventede Gustav, var, at der ville gå noget fra i forhold til Cirkeline.
Sådan gik det heldigvis ikke.
Kram
Hvor er det godt at du har tid til at gå at tænke, ruge, mærke efter, føle Elisabeth nær osv. Sådan skal det være lige nu...
Jeg tror du får brug for hjælp fra to helt særlige mennesker til at få svar på nogle af de store spørgsmål, og det er de to i maven.
Smukke billeder af jer som familie.
Hvor er det smukke billeder af jeres lille pige.
Jeg kan godt forstå dine tanker, men jeg tror også som Susanne skriver at med hvert barn kommer en kæmpestor ny portion kærlighed, så din kærlighed til de to små i maven ikke gør kærligheden til Elisabeth mindre.
Jeg har læst lidt med herinde, venter selv tvillinger slut maj/start juni, så det er ret hyggeligt at læse hos en anden tvillingegravid :-)
Fredrikke – Cirkeline har ligeledes boret sig godt og grundigt ind under huden på mig. Sådan er det nok bare med nogen mennesker.
Heidi – De to du nævner, er nok i virkeligheden de eneste der har svarene.
Valdemarsro – Dobbelt op tillykke. Dejligt at møde en artsfælle. :-)
Åh, du skriver så gode blogs altså! Sikken kærlighed og lidenskab du ligger i dem..
Følger med "i smug" i din blog ;)
Ved ikke om du ved hvem jeg er? Jeg er Belinda, ejeren af Smaa-engle.dk ? og mor til Jasmin (dødfødt) og mor til Nadia .. ? :D
Tak, Belinda. Du er velkommen – også i smug. :-)
Kære Sofie,
Sikke en masse der sker hos dig... Kan godt forstå det hele skal fordøjes i ro. Det er mange ting at rumme, men det lader til at det er lige det du gør alligevel...
Smukke er de de to, tænk der snart er 4 at elske så højt? - Man blir bare så høj af at ens hjerte vokser. For som Frederikke, er der aldrig gået noget fra India ved at elske dem der er her. Tværtimod, er hun lige der i spændingsfeltet altid...
Klem fra Line
Hvor er det smuk at læse, Sofie, du er fantastisk til at sætte ord på! Og dine billeder går sammen med dine smukke ord lige til hjertet.
Jeg kan se dig for mig med et hoppende og bulende maveskind med to små børn inde bagved.
Kære du
Nu har jeg i flere måneder læst med på din blog og vil nu give mig til kende. Jeg hedder Anja og har også oplevet den største tragedie af alle - at miste! Jeg mistede hele min familie for snart 10 år siden i en trafikulykke. Min dejlige søn på 3 år og min datter på 1 år sammen med min elskede mand. De første år efter deres død husker jeg ikke særligt tydeligt længere. Jeg var en levende død, der røg ind og ud på psykiatrisk hospital i en tung døs af beroligende piller, der alligevel efterlod mig i en strøm af tårer, der aldrig ville stoppe. Jeg troede jeg skulle dø, hvilket var det eneste jeg ville for at være sammen med dem.
Det lykkedes mig at overleve og leve igen. Jeg er i dag mor til to tvillingepiger på snart 3 år, som jeg fik i sen alder, da jeg mødte den mand, der fik mig til at tro på livet igen. Jeg kommer aldrig nogensinde over det, men jeg har fået livet igen. Da jeg fik mine piger i armene vidste jeg, at nu måtte jeg leve igen.
Når jeg læser din historie og ser din smukke lille pige så græder jeg. Du skriver smukt, indlevende og som om jeg selv var med i din livshistorie. Men jeg ved også, at en mors kærlighed er uudtømmelig. Du vil finde plads til både dine tvillinger og din pige i hjertet. Der er ingen begrænsning - kun overflod af kærlighed og du vil forstå at nyde og leve med dem hver eneste dag. Samtidigt er der også mindet om hende, der aldrig fik lov af uransagelige grunde, men kærligheden vil vinde over døden. Det ved jeg og jeg overvejer at få endnu et barn. Sådan kan vi mennesker overleve de værste tragedier pga. vores tilpasningsevne.
Jeg vil læse stille med og i hjertet bede for, at du får to fantastiske tvillinger om få måneder.
Kærlig hilsen Anja
Kæreste Anja
Imens jeg læser, kryber din historie langt ind under huden på mig. Dine oplevelser rammer mig lige midt i hjertet og efterlader mig næsten helt tom for ord. Hvad du har været igennem er svært at fatte selv for mig, men du beskriver det på en måde, med dine smukke ord, så jeg slet ikke kan lade være med at føle et lille strejf af den smerte du må have gennemlevet. Det er stærkt at fornemme at du har rejst dig og igen tør overgive dig til livet. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at dine to tvillinger må have hjulpet dig på vej i den retning. Jeg er oprigtig glad for at høre fra dig. Tak for dine smukke ord!
Kære Sofie,
Det blik kan jeg godt forstå du glæder dig til at se igen...
Knus
Sine
Send en kommentar