Thanksgiving

I dag holder hele USA Thanksgiving ... eller i hvert fald det meste af landet. Det er trods alt nok ikke alle, men så godt som. I USA er Thanksgiving en langt større højtid end julen. Desuden er det en højtid der ikke er begrænset til bestemte religioner og derfor noget alle kan være fælles om.

Som udlandsamerikaner, som min mand, er det selvfølgelig en højtid der aldrig bliver helt det samme som hjemme i USA, lige meget hvor meget vi prøver at gøre det 'ligesom'. Sådan er det bare. Det betyder ikke at det er en dårligere oplevelse – det er bare noget andet. Jeg husker tydeligt hvordan det var at fejre jul i New Zealand i 25 graders varme. Det var bare ikke det samme som en dansk hyggejul hjemme i Danmark. Det gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre god – det var bare noget andet. Sådan er det også med Thanksgiving. Det er ikke en dårligere oplevelse her i Danmark – det er bare noget andet. Vores lørdag er afsat til Thanksgiving 'the American way', sammen med amerikanske venner. Jeg håber at lidt af den amerikanske stemning vil skinne igennem. Hyggeligt skal det nu nok blive.

Selvom Thanksgiving for vores vedkommende er rykket til på lørdag, har vi besluttet at vi alligevel laver vores egen lille Thanksgiving i aften. Vi har nemlig så rigeligt at være taknemmelige over og det bør markeres. Måske særligt meget lige netop i dag. I dag oplevede vi nemlig næsten at få livet igen – i hvert fald var det som om vores to møffebørn fik det igen, efter jeg i mine tanker stort set havde sagt farvel til dem. En oplevelse som jeg på forhånd havde frygtet i denne graviditet, men som jeg ikke troede skulle ramme mig i den grad som det gjorde. Men det gjorde det altså og det bliver sikkert ikke sidste gang.

Når man tidligere har oplevet ens barn dø, tror jeg nerverne sidder betydeligt mere uden på tøjet end de ellers ville have gjort og det fik jeg i den grad at føle i dag. En oplevelse af ikke at have mærket liv de sidste par dage, forårsagede en accelererende angst, som tændte alle alarmklokker og gjorde det fuldstændig umuligt at tænke rationelt. Til sidst var den eneste udvej at få syn for sagen, så vi måtte en tur forbi hospitalet og en skanner. Jeg ture knap kigge på skærmen, men lå bare og ventede på den endelige dødsdom. Den kom aldrig. I stedet tonede der to små livlige basser frem, der begge så ud til at hygge sig ganske fornøjeligt. Hjerterne slog og de var i live!

Indtil da havde jeg forholdt mig rolig og fattet, jeg troede jeg tog det hele i stiv arm, men at se de to i små tone frem på skærmen sprællevende og i fuld vigør, fik alle forsvarsværker til at falde og jeg skal love for at min angst fik frit løb. Tårerne kom væltende i stride strømme. Jeg troede aldrig det skulle stoppe igen. Det krævede lige en halv times tid i hospitalets kirkerum bagefter, inden vi var bare nogenlunde klar møde verden igen.

Oplevelsens gode udfald blev kun forstærket af den uforbeholdne forståelse og anerkendelse fra hospitalets side for vores situation. Det var virkelig rart at opleve. Nu er jeg om noget endnu mere tryg – i hvert fald indtil næste gang ...

I aften skal der holdes om og holdes af. Vi har rigtig meget at være taknemmelige for.