En udfordrende mission

Lige om lidt er det vinter. I følge meteorologerne skulle vi allerede få en snert af den her i weekenden. Lige nu regner det dog stadig. Det har det gjort længe synes jeg. November kan ind imellem føles som et langt regnvejr, gråt og vådt er det. Det rør mig nu ikke det fjerneste, for så er muligheden for hygge med stearinlys inden døre des større.

Alligevel skal jeg ikke være sen til at indrømme at en dag som i mandags, med blå himmel og ingen vind, bestemt er kærkommen. Jeg benyttede mig af at solen kunne finde på at skinne på en dag hvor jeg havde fri og fik slæbt bunken med gran med ned til Elisabeth, så der kunne blive gjort vinterklar inden weekenden.

Det var slet ikke så nemt som jeg havde forestillet mig. Maven var i den grad i vejen. Men det lykkedes mig med møje og besvær og lidt pauser ind imellem og endte med at blive så fint! Det var bestemt alt besværet værd. Så nu kan vinteren bare komme an, kan den. Vi er klar!



Selvom det var en fysisk udfordring af de større, var det samtidig rigtig rart og hyggeligt igen at nusse lidt om min lille store pige, og få puttet hende godt så hun kan holde varmen når vinteren for alvor melder sin ankomst. Det er nemlig ikke så meget det bliver til af den slags pusleri her i denne kolde tid og det kan jeg godt savne. Der er ikke helt så meget at gøre, som om sommeren for eksempel, hvor det bedste er at få lov at ligge med enden i vejret og samle grannåle op.