Dagen i går

En stille, indadvendt og eftertænksom formiddag blev til en udadvendt og sjov eftermiddag med hjemmebagte boller og togbane på gulvet sammen med Eliot og hans forældre. De kom for at få varmen. Og det fik. Det samme gjorde vi. Det var rart. Jeg er glad og taknemmelig for at det endte sådan, for jeg var da lige ved at falde ned i et sort ensomhedshul over hvor alene jeg pludselig følte mig.

På Allehelgens Dag afholder de fleste kirker landet over mindegudstjenester. Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød holder hvert år en særlig mindegudstjeneste for spædbørn i Vor Frue Kirke i København. Vi var med samme år som Elisabeth døde og det var en smuk og overvældende oplevelse.

Året efter, altså sidste år, var det vigtigt for os at være sammen med hinanden om savnet over Elisabeth. Vi havde brug for at mindes vores døde datter. Det kan være svært i en kirke fuld af levende spædbørn. Desuden fyldte sorgen over ikke at være blevet gravid igen så meget, at en kirke fuld af liv var svær at kapere. Så vi blev hjemme og gik i stedet på kirkegården og puslede i hendes lille have.

I år ser tingene lidt anderledes ud for os. Elisabeth mangler stadig og savnet er stadig stort og det er stadig vigtigt at mindes hende ved sådanne særlige lejligheder, men det er alligevel på en anden måde i år. Vi valgte igen mindegudstjenesten i Vor Frue fra. I stedet valgte jeg at tage til mindegudstjeneste i vores lokale kirke og fortrød så egentlig lidt da jeg sad der. Det var slet ikke hvad jag havde håbet og forventet. Jeg havde brug for at være sammen med min lille pige, men i stedet for at være sammen med hende, sad jeg i en kirke sammen med en masse fremmede mennesker og følte mig bare endnu mere alene. Det slog mig, at var jeg taget i Vor Frue Kirke, havde jeg mødt en masse dejlige mennesker, som jeg kender og derfor kan forholde mig til og som jeg derfor kan være sammen med i savnet og dermed Elisabeth på en helt anden måde. Det havde gjort den forskel som jeg havde brug for lige netop i går.

Jeg havde valgt anderledes og måtte forholde mig til det. Forhåbentlig har jeg lært noget og er blevet en smule klogere til næste år. Den dag betyder åbenbart en hel del mere end jeg lige umiddelbart var klar over. I det hele taget betyder ting relateret til Elisabeth ufattelig meget for mig og efterhånden betyder de mere og mere i sammenhæng med andre med relation til hende. Det er netop dér hun er mest nærværende. Min tid sammen med Elisabeth er ikke så altoverskyggende mere, så netop derfor er disse særlige øjeblikke så uendeligt meget værd. Lidt i stil med at møde Elisabeths sygeplejerske og se på små filmklip fra den gang. Det sker meget sjældent og netop derfor er det så særligt.