En overraskende smuk efterårsdag

Det var som om efteråret var lidt smukkere i dag. Det kommer nok aldrig til at måle sig med efteråret i New England, men lidt har vel også ret. Og jeg syntes altså at der var en lille snert af den sprødhed som jeg kender og elsker det fra de breddegrader.

Da jeg kørte hjem fra lægen i dag, var noget af det vigtigste for mig at komme ned forbi Elisabeth. Min lille pige, som jeg stadig føler er så stor en del af denne nye graviditet og af mig i det hele taget. Mon hun har haft en finger med i spillet og hjulpet lidt på vej? Man kan næste fristes til at tro det.

Heldigvis lå skanningen forholdsvis tidligt på dagen. Det gjorde at der var knap så lang tid at skrue op for bekymringerne i, men jeg var alligevel et espeløv og slet ikke tryg ved situationen da jeg sad og ventede på at det blev min tur. Jeg var pludselig sikker på at kvalmetilbagegangen betød at det så alt andet end godt ud. Det er ufatteligt hvad man kan nå at få tænkt af tanker på så kort tid.

Men der var ingen grund til bekymring, for skanningen viste at vores haletudse var blevet til en fin lille frø med små strittende arme og vist også nogen små ben og et hjerte der slog helt som det skulle. Det var helt tydeligt et lille begyndende menneske. Stort! Men efter beroligelsen kom chokket så. For som lægen bevægede skanneren, så det grangiveligt pludselig ud som om at der var to ... på en gang! Lægen sagde ikke noget, men frøs billedet og lod mig bryde tavsheden med et 'Kan det virkelig passe?!!!' Ja, det ser sådan ud, sagde lægen, tydeligvis glad, men ellers helt rolig. Jeg er glad for at jeg lå ned lige der, for ellers var jeg da drattet om.

Jeg er stadig noget rundt på gulvet, men også helt vildt glad. Det var så vidunderligt at se – især fordi man faktisk kunne begynde at ane et lille menneske ... eller rettere to. Og selvom jeg har spist meget underlig mad, så de ikke ud til at have lidt nogen nød. Faktisk var de begge to lidt større end hvad der er normalt på det her tidspunkt. Så er det vel egentlig heller ikke så underligt at jeg allerede har måtte finde mormortrusserne frem ...

Efter skanningen var jeg hos min nye læge for første gang. Det var en fantastisk positiv oplevelse. Jeg er mildest talt lykkelig for at have flyttet læge. Den tidligere var jeg ikke helt tryg ved og er der noget der er vigtigt i denne graviditet, er det tryghed – især nu!

Kvalmen har været nedtonet hele dagen, men jeg synes bestemt at den har taget revanche her til aften. Det har også været meget på en gang og sådan en begivenhedsrig dag krævede mindst en time på langs på sofaen da jeg kom hjem. Det blev dog kun en kort fornøjelse, da vores gasfyr-mand kom forbi med nogen reservedele til fyret, som han havde glemt forleden dag. Så nu er jeg efterhånden ved at være rigtig godt gammeldags træt og regner med at kravle i seng om et øjeste blik.