Det er hvad jeg er. Heldig og træt, men bestemt ikke træt af at være heldig. Jeg føler mig mere end heldig. Tænk at jeg får lov at få to børn på en gang! Det er ikke undt alle og enhver. Jeg synes det er så stort.
Forleden dag gjorde jeg en meget grænseoverskridende ting ... jeg købte en bog! Ikke en hvilken som helst bog, men en om tvillinger!! Det var mit første gravid-køb i denne graviditet og det var grænseoverskridende. Gravidrelaterede indkøb er meget grænseoverskridende for sådan en som mig, der har oplevet hvad jeg har oplevet. Det er ikke bare noget man gør. Men jeg gjorde det og tænkte at det nok skal gå godt. Bog eller ej, det er jo ikke det der kommer til at afgøre om den her graviditet kommer til at gå godt eller ej. Alligevel var det et stort skridt.
I bogen stod der en sætning jeg hæftede mig særligt ved; 'Der er nok en grund til, at netop I er blevet udvalgt til at få tvillinger – det er fordi, I kan klare det!' Den tog jeg til mig lige med det samme. Det må være sådan det er, tænkte jeg. Det bliver hårdt, ingen tvivl om det, men det bliver også skønt og jeg glæder mig. Jeg er sikker på at vi nok skal klare det. Vi har klaret alt andet indtil nu, så det her skal vi nok også klare. Der er en grund til, at netop vi er blevet udvalgt.
Det der med at det bliver hårdt øver jeg mig allerede på. Eller min krop gør. Den arbejder på højtryk på at forberede mig på hvordan det bliver ikke at få sin nattesøvn og så ellers bare være konstant træt resten af tiden. Den klare det ret godt. Det er fantastisk overbevisende. Mine dage har på det seneste bestået af at sove, spise, være utilpas, oppustet og så ellers bare træt resten af tiden. De to baryler i maven suger så meget energi ud af mig, at der stort set ikke noget tilbage til mig.
Så stilheden her på bloggen skyldes ene og alene manglende overskud. Intet andet. Jo, måske det faktum at der stort set ikke sker noget som helst i mit liv for tiden ud over sofaligning. Jeg føler mig som en stor fed sofakartoffel, der ikke kan andet end at ligge på sofaen og se dårlige amerikanske serier imens jeg kører mad ind. Puhhh ... det lyder stygt, når jeg sådan skriver det! Det er ikke helt så slemt, for jeg er jo en glad en af slagsen. Det formildner det lidt, men ellers er det vist nok et meget godt billede. Ha ha ...
Jeg må aflyse rigtig mange sociale arrangementer for tiden, hvis de varer over et par timer eller foregår om aftenen. Det huer mig ikke, for jeg ville jo gerne kunne, men det kan jeg ikke og sådan er det bare lige nu.
Heldigvis har jeg haft lige præcis nok overskud til at glæde mig over alle jeres skønne kommentarer. Det er overvældende. I er helt vildt skønne alle sammen! Jeg er rørt over alle jer der gerne vil hjælpe med aflagte ting og sager – det er virkelig stort. Tusind tak! Jeg skal dog noget længere frem i forløbet inden jeg helt kan begynde at forholde mig til den slags ting, kan jeg mærke. Men det skal nok komme. I er virkelig søde. Jeg er om noget en heldig sofakartoffel.
fredag, oktober 10, 2008
En heldig men træt sofakartoffel
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
13 kommentarer:
...selvfølgelig har de to små menneskebørn valgt lige netop jer!
Og tillykke med købet...mens jeg var gravid gik der meget lang tid inden jeg turde gå ind i en børnetøjsbutik. Jeg har jo ikke historie med som dig men på en anden måde.
Nu er det gået over ;)
Hej din heldige sofakartoffel.
Jeg vil gerne tro, at sådan to bagekartofler kan bruge mange af ens kræfter. Godt at du er så god til at passe på dig selv og dem :)
Knus
Skønne SofieMor...
Jeg er en smule træt af, ALTID at høre at det med fler-børn er så håååårdt!!!! Opslidende...udmargende..osv
For mig - og os - handlede det om at få planlagt alt som kunne planlægges de første år. Og det er sgu rigtig meget der kan planlægges, skulle jeg hilse og sige! Vi planlægger stadig rigtig meget - og det er blevet sådan vi lever vores liv; for så bliver der mere plads til det uforudsete.
Min chef sagde også fornyligt, at de der fler-børnsforældre de er pisse gode til at strukturere og organisere..og det tror jeg er rigtigt.
Det hårdeste - for mig - var alt det jeg hvade læst og hørt og tænkt med barnets egen rytme, lade barnet selv føle efter, kun få mad i armene osv måtte jeg smide over bord. Jeg lyttede til min kloge sundhedsplejerske, der sagde at vi bare skulle have 'dem samkørt hurtigst muligt'. Og det var hårdt at vække børn der helst ville sove, at made børn der ikke var sultne, at lade børn ligge og græde osv...Men sådan er/var præmisserne!!!
For gu er det hårdt!!! Men jeg nægter at tro, at det er hårdere end at ahve 2-3 børn med 1 års mellemrum..
JEG synes ikke, det var hårdt..det var og er krævende og givende og stort og grædende og ikke mindst HØJT rent lydmæssigt!!! Og det er det stadig...
En vigtig pointe var jo også at vi hahvde verdens bedste hjælper, der kom med skønhed og glæde og nærvær og kys....HEIDI!!!
Så: I har oplevet det hårdeste!!! Det her er ren og uforfalsket glæde...Velkommen i klubben!
Hej Sofie
Kom tilfældigt forbi din blog, og nej hvor minder vores historier meget om hinanden. Jeg mistede min søn i maj 2006. I dag sidder jeg med mine to mirakler - tvillinger på 16 måneder. Rigtig mange læger har fortalt mig, at de ser det gang på gang. At kvinder der har mistet får tvillinger til sidst. Naturens måde at sige undskyld på? Aner det ikke, men det er også ligemeget. I hvert fald vil jeg sige, at du skal GLÆDE DIG. Det er SÅ FEDT at have tvillinger. Det er noget helt specielt og aldeles vidunderligt. Tillykke med graviditeten og held og lykke!
Lyt til Britte, siger jeg bare, for hun har nogen af de dejligste, sjoveste, mest harmoniske og velfungerende unger! - siger en ikke heeelt objektiv hjælper... hæhæ... men helt ærligt; de ER virkelig særlige de tre børn. Nu var jeg jo med på meget tæt sidelinie fra 4. uge, og jeg skulle også altid svare på spørgsmålet fra omgivelserne "om ikke det var ekstremt hårdt?" Hm, tjow... men det gik bare så godt med de børn. Det var uden tvivl pga det Britte skriver (og så ungernes egne væsner). Jeg er overbevist om, at man får mindst lige så meget forærende som "det er hårdt".
Det hvor jeg dog tænker det bliver hårdt for jer, er mht. bekymring for to.
Alphafeen – Gad vide hvad det er man er bange for? Det er jo ikke ligefrem fordi sådan en handling kan ændre noget.
Ønske – De to bagekartofler ... ha ha. Det er da lige det de er! :-)
Britte – Tænk sådan har jeg det faktisk også. Derfor ved jeg heller ikke hvorfor jeg hele tiden skal forsvare at det bliver hårdt. Måske for at komme alle dem i forkøbet der ellers vil fortælle mig det? Jeg har jo ikke noget at sammenligne med ... eller det vil sige, det jeg har at sammenligne med, var jo faktisk ret hårdt, men hvordan det bliver med tvillinger ved jeg reelt ikke. Hele Elisabeths liv vidste jeg hun skulle dø og det var faktisk noget af det hårdeste jeg nogen sinde har prøvet. Det bliver nok ikke ret meget hårdere end det, nok bare på en anden måde. Tak for et skønt indslag. Jeg har stor respekt for udtalelser fra en trillingemor og håber at kunne suge til mig af endnu flere af dine erfaringer, når tiden kommer. Jeg glæder mig til to. Tre ville jeg nok også klare, men to er nu alligevel helt rigeligt i min optik.
Mille – At miste sit barn er det værste man som mor kan komme ud for. Jeg er ked af at du har måtte opleve samme barske skæbne. Tak for din skønne hilsen. Jeg er rigtig glad for at høre fra dig. Mange tanker til dig og dine børn.
Heidi – Jeg lytter altid til Britte. Hun er en klog kvinde. Hun var desuden rigtig heldig at få en trillingehjælp som dig ... eller også var det dig der var den heldige? Det kan jeg ikke helt finde ud af. Måske er det i lige så høj grad dig jeg skal spørge til råds? Jeg tror du har helt ret i forhold til bekymringen – og det i lige så høj grad på grund af vores historie og ikke bare fordi der er to.
Glemte at give et råd, som jeg synes er meget vigtigt i forhold til skilsmisse-statestikkerne i flerbørnsfamilier:
Husk at have tid til jer selv - hvor I er kærester og KUN kærester og husk at have tid alene, hvor I kan lade op og savne....
Og så det vigtigste: HUSK AT GRINE!!!! For det er så pisse sjovt de ting man kommer ud for som flerbørns-forældre....
Fx måtte vi sætte kryds i kalenderen, når et barn havde skidt. For ved bleskift nummer 12, har man altså glemt, hvem der sked og hvem der burde skide...
Ha ha ... det bliver godt det her. Rigtig godt! :-D
Tillykke med den dobbelte glæde at vente tvillinger. Jeg tænker stadig ofte om ’nej hvor er det synd for dem som kun har en’. Jeg svæger højt og helligt på at jeg, ud fra min bedste overbevisning, ikke synes det har været hårdere at få to end et barn. Lidt mere arbejde og meget mere glæde.
Tre råd vil jeg give dig;
1) Hvil under graviditeten (jeg har så meget fortrudt at jeg arbejdede til uge 30 og byggede om derhjemme – fødte i uge 34+5)
2) Få dem ind i samme rytme. De hårdste perioder for mig var når de ikke sov og spiste samtidig.
3) Sov til middag!! når børnene også sover. Udhvilede forældre kan magte meget mere.
Jeg håber det bedste for dig og deler gerne ud af min erfaring. Og økomomisk er det altså også meget hvad man gør det til. Vi købte f.eks. en brugt barnevogn, og mange ting kan man købe brugt eller arve, og så bruge pengene på noget man selv priotere. Er barnevognen vigtig kunne man jo købe bruge autostole og arve tøjet.
Knus fra Monja med tvillingerne Magni og Brage på 2 år
Hej din heldige bagekartoffel!. Jeg kommer også lige med et indspark, selvom jeg kun har prøvet at få en barn ad gangen, så tror jeg der er lidt "danske- mentalitet" det der med hvor hårdt der - for hold da op hvor har jeg hørt det mange gange og det er SÅ trættende - også når jeg svarer nej jeg syntes slet ikke det er hårdt - så kommer svaret: nåååå men så bare vent til han er XX alder - Nej at have et englebarn - DET ER HÅRDT!. Så glæd jer det bliver ren lykkefryd hjemme hos jer :-) men ja husk middagsluren den er GO´
Tanker og knus fra Rikke
Monja – Tusind tak for dine gode råd og erfaringer. Det er altid godt at høre fra en der har prøvet det selv.
Rikke – Det ER en glæde og jeg glæder mig. :-)
Kæreste Sofie.
Jeg kan ikke komme med råd lige på det her område, men jeg sidder og klukker og nyder alle de vidunderlige indspark du får fra andre kvinder. Hvor er det skøn at læse og hvor er jeg enig i det med at fokus ligger forkert, når folk har en tendens til at fokusere på hvor hårt tingende er ind i mellem. Hvorfor er vi sådan indrettet at det er det egative vi husker på frem for det positive.
Da jeg blev scannet idenne her graviditet med My allerede i 6. uge, håbede Rasmus og jeg at der var to. Ikke at vi blev skuffet da det viste sig at der kun var My. Men vi var slet ikke skræmte ved tanken om to på en gang. Det var jeg før vi mistede Irma.... Og det er måske fordi jeg også altid har hørt fra andre at det bare er så benhårdt!
Knus til dig, din heldige kartoffel....
Det er så afgjort vidunderligt med alle de skønne indspark, inklusiv dit. Tusind tak, Jeanette.
Send en kommentar