Lidt nyt fra kvalmefronten

Jeg tror jeg langsomt er ved at vende tilbage. Det er en god fornemmelse og jeg håber den varer ved. Jeg er 9 uger henne nu og det skulle i følge Min-mave.dk betyde at den værste kvalme burde være ved at være aftagende. Det synes jeg at kunne fornemme.

Der har ikke været plads til ret meget andet end den, kvalmen, i mit liv på det seneste og det viser stilheden her på bloggen vist med al tydelighed. Ikke bare har der ikke været noget at skrive om – andet end kvalme og lugte jeg ikke kan holde ud og det mad jeg ved jeg skal spise for at få det bedre, men som jeg har fået kvalme af at spise ... – men jeg har heller ikke kunne holde ud at sidde bag computeren særlig lang tid ad gangen.

Apropos mad, så lever jeg rimelig ensidigt for tiden, men sådan må det nu en gang være. Dagens frokost bestod for eksempel af ...



... spaghetti!!! Tænker at det er bedre at få spaghetti med ketchup, kartoffelmos med tomatsovs, tomater, tomater, tomater, agurk, blødkogte æg, hvidt brød, knækbrød, popcorn og mandler i rigelige mængder end ingenting, selvom det selvfølgelig ikke er den mest nærende og alsidige kost man kunne drømme om.

Jeg fornemmer en bedring, der har været snigende i de sidste par dage. Det betyder ikke at den er væk, kvalmen, selvom jeg meget naivt tror det hver gang jeg har et ledigt øjeblik, men den er helt klart trukket i baggrunden. Jeg håber det kommer til at betyde at jeg igen kan få lov at få en hel nats søvn uden kvalme og krummer i sengen.

Samtidig giver det anledning til en masse bekymring, for hvorfor er kvalmen ikke så fremtrædende mere? Hvad betyder nu det? Et eller andet sted, skønt det har været ganske modbydeligt (faktisk så slemt at jeg på et tidspunkt har været på grænsen til at ønske denne graviditet væk ... Skræmmende at tænke på nu), så har kvalmen alligevel været med til at give en vis form for tryghed, for så var der i hvert fald noget i gang i kroppen.

Heldigvis er den fysiske forandring ved at være så tydelig nu, at det langsomt hjælper mig til bedre at kunne forholde mig til at jeg rent faktisk er gravid – jeg ser ret gravid ud! Den overvældende bekymring og angst jeg havde i starten, over hver en lille forandring og smerte i mit underliv, er efterhånden afløst af velkendthed omkring de mange forandringer i min krop. Jeg har måtte finde mormortruserne og de store bh'er frem fra loftet. Dem jeg i et øjebliks optimisme, alligevel valgte at gemme. Mit samler-gen kommer mig til undsætning gang på gang ...

Jeg har en skanning på torsdag og skønt det bliver rart at få syn for sagen, er jeg dog samtidig ret nervøs for om der skulle være noget galt. Forhåbentlig viser den en lille glad og ikke mindst levende frø, men jeg kan også mærke at det her nok ikke bliver en graviditet fyldt med alt for mange skanninger. De er simpelthen for nervepirrende.



Mao har passet mig i fin stil i al den tid jeg har ligget underdrejet. Yndlingsmissen! Jeg bilder mig ind at han har nydt det lige så meget. Han viste et godt eksempel i dag – husk at nyde solen ind imellem bygerne. Efteråret er i den grad over os.

Det er som om mit liv for tiden ikke handler om andet end at have det skidt og ind imellem forsøge at nyde de få øjeblikke hvor jeg faktisk kan holde ud at være til. Beklager at jeg ikke kan fylde mine indlæg med andet end kvalmestof for tiden, men det er altså det der fylder lige nu. Det bliver forhåbentlig snart bedre.