mandag, august 04, 2008

Sommerlejr Kildegården

Så er vi landet. Aftenen i går var smuk og stille. I dag vågnede vi op til regn og rusk. Vågnede og vågnede ... tsk tsk ... er måske så meget sagt, for vi har stort set ikke sovet i nat. Klokken er 12 og her sidder jeg stadig i nattøj og har lige fortæret en skål A38 med müsli.

Vi troede vi var ankommet til fred ro langt væk fra alting. Sådan tegnede det sådan set også da vi ankom i går aftes. Efter en del problemer med at finde stedet – det ligger godt gemt og så var der lige det der med at få det rigtige husnummer oplyst ... – tegnede det bestemt godt at køre ned af den lange markvej og stige ud af bilen til bondehusidyl og albuerum. Ahhhh ...!



Det viste sig hurtigt at vi ikke var de eneste på matriklen. Her bor allerede to katte. Ved ikke rigtig hvem af dem der ligner Garfield eller Morris mest – på appetitten at dømme, sikkert dem begge. Så Garfield og Morris er de hurtigt blevet døbt. Morris opdagede vi først i dag, men vi havde nu også rigeligt at gøre med at holde Garfield fra døren i nat.



Dem der kender mig, ved hvilket udpræget kattemenneske jeg er. Jeg kan spotte en kat på lang afstand og formår som oftes at komme i 'snak' med de fleste. Denne Garfield var ingen undtagelse. Den spottede os ret hurtigt og faldt i snak. Det gjorde den så til gengæld HELE natten! Hvis vi lukkede den ind trampede den rundt oven på vores dyne – og det her drejer sig om 10 kilo kat, ikke noget i nærheden af vores eget lille nips derhjemme – og snakkede i det uendelige. Lukkede vi den ud snakkede den bare endnu højere og bankede og kradsede på døren. Ingenting hjalp. Hverken mad eller at lukke den ind til os. Til sidst var vi ved at blive vanvittige. Min ellers meget gemytlige livsledsager var ved at eksplodere af raseri og det efterlod blot endnu mindre søvn til nogen af os.



I dag er vi bare trætte. Meget trætte. Det er ikke blevet til mange sammenhængende minutters søvn, så vejret i dag passer os egentlig fint. Vi trænger til ro! Og når det regner kan man med god samvittighed sidde i sofaen og læse og kigge ud på regnen og ikke lave ret meget andet. Ilden gnistrer i pejsen og jeg skal snart ind og have en lur ...

9 kommentarer:

Majsen sagde ...

Det er da ikke den mest fantastiske idé den kat der har fået. Men det var det mest fantastiske grin jeg fik mig over din beskrivelse.

Håber at I får lidt mere ro på i aften og fremover.

Og så også rigtig god ferie til dig og jer. Jo først lige kommet tilbage på bloggen nu og derfor en lidt sen "god ferie" besked.

Anonym sagde ...

Jeg kan godt katte-jamre med dig! I nat kom Victor hjem med en levende mus, som skreg for sit liv. Vi kunne ikke redde den...han havde gemt den under sengen i soveværelset...vi lukkede døren og satte os i køkkenet, mens han "gjorde jobbbet færdigt". Frederik kiggede ind til ham nogle minutter senere. Victor gnaskede lystigt på sit bytte :o( Da han var færdig, efterlod han det lille muse-hoved samt blodpletter til os. Under vores seng. Hvor vi skulle sove videre! Rengøring kl. 2 om natten. Tror du lige det var svært at falde i søvn på "gerningsstedet"?! Så Victor er ikke særlig populær i dag...Det er første gang, at han kommer hjem med "gaver" i år. Havde håbet på at vi slap :o)

Anonym sagde ...

Det kunne være at Garfield skulle sendes på sin egen sommerlejr ;)

Rigtig god fornøjelse :)

Line sagde ...

Hvor er I og hvis hus har I lånt?
Og hej hej fra mig og mine :o)

Maomis sagde ...

Stine – Ha ha ... Hvor absolut ulækkert! Det var da altid noget at det var en mus. Forleden dag havde Mao fanget en rotteunge og selvom rotter ikke er de bedste dyr at samle på, så er en unge en unge og når jeg ser sådan en lille fætter vælter moderinstinktet op i mig, så den fik han ikke lov at beholde. Kort tid efter kom han med en gråspurv og efter at have leget lidt med den foran mig, blev den fortæret i store mundfulde. Så var det ligesom manifesteret.

Frederikke – Ja måske. På den anden side, er det her jo hans. Vi låner den bare.

Line – Ude i skoven, tæt på vandet og langt væk fra alting. Sejrøbugten. Her er smukt – omend ret vildt lige nu. Det knirker og brager i de gamle bjælker og vi råhygger!

Maomis sagde ...

Majsen – Det virker som om at vi i løbet af dagen har set hinanden lidt an og fundet os tilrette. Håber det betyder en fredelig nat. Nu må vi se.

Anonym sagde ...

Kære Sofie,

Nøøøøj, hvor ser der bare hyggeligt ud!
Vi er lige kommet hjem fra 14 dage ved Vesterhavet - i skønt skønt vejr! Men det kommer jo igen - der er også sol til jer...

Elisabeth har gjort så stort indtryk på mig, at jeg sendte mange tanker jeres vej den 22. juli. Du skriver, at der ikke har været så mange sommerfugle i år - ved vores sommerhus, var der rigtig mange hvide sommerfulge, og jeg tænkte specifikt over det den 22.

Fortsat god ferie.

Hilsen fra
Sine

Maomis sagde ...

Tak for din sommerhilsen Sine. Sjovt nok fornemmer jeg at der har været flere sommerfugle lige siden den 22. juli.

Anonym sagde ...

Sikke skønne billeder af misser og hus! Men stakels jer at være blevet forstyrret så meget i nat - den mis må være i underskud af kontakt. Jeg håber, I får ro nu og kan sove ud - rigtig dejlig ferie til jer :-)