Død orangutangs mor sulter sig af sorg – hed overskriften. Det siger næsten sig selv hvad artiklen handler om og hvor det dog knuger i maven, for jeg ved jo præcis hvordan denne mor føler. En gang så jeg en abemor, i en tv-udsendelse, gå rundt med sin døde unge i armene, som hun ikke ville give slip på selvom den var død. Hun holdt sig for sig selv, lidt væk fra alle de andre mødre, tydeligvis i sorg. Det var knugende og meget stærkt at se.
Jeg synes det er tankevækkende at sorgen over sit barn er en så grundlæggende følelse, at det ikke kun er os mennesker der har det på den måde.
fredag, august 01, 2008
I sorgen er vi lige
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Årh hvor er det altså bare trist!
Vi har haft klagesang til arbejdet de sidste par dage. Den sidste killing er lige flyttet hjemmefra, så mis-mor går og kalder. Der er en helt særlig klang i hendes miaven. Jeg er sikker på, at hun er ked af det.
Stakkels missemor. Bare man kunne fortælle hende at hendes killinger har det godt hvor de er – det gør selvfølgelig ikke sorgen mindre, men alligevel. :-(
Ja, det er tankevækkende og knugende i maven. En stor del af sorgen er simpelthen så fysisk, naturlig og kropslig. Av...
Send en kommentar