Mig og Mao

I dag har jeg været til lægen med Mao til hans årlige sundhedscheck og vaccination – og det gik rigtig godt! Aldrig har jeg set Mao opføre sig så pænt. For det første kom han springende en halv time før vi skulle afsted. Jeg havde ellers sovet rigtig ringe af frygt for at sove over mig og at Mao ikke skulle dukke op som han plejer om morgenen. Det gjorde han og der var ikke meget brok over at blive lukket ind i transportkassen. Det var rart, for jeg hader tvang.

Jeg har ikke været specielt tilfreds med de to dyrlæger vi indtil nu har forsøgt os med, så en tredje fik chancen i dag og det skulle vise sig som et rigtig godt valg. Vi faldt i hak, Mao var eksemplarisk og hun havde en holdning til tingene som var lige efter min næse. Hun er valgt og får fremover fornøjelsen af os. Det er der vist ingen tvivl om.

Mao er lidt som et barn for os. Det er så vigtigt for os at vi har en god læge til ham og ikke mindst at han har det godt. Det har han. Han er sund og rask, knap så velnæret som andre katte i hans alder, men bestemt inden for normalen. Han har altid ligget i den lave ende af skalaen, så det tog jeg ikke som noget alarmerende.

Jeg må indrømme at jeg lige nu føler mig pavestolt over vores lille kræ, som opførte sig så eksemplarisk og i den grad blev rost til skyerne. Jeg var sådan cirka et par meter højere eller noget, da vi gik der fra. Det er rart at vide at man gør det helt rigtige. Forestiller mig at det må være lige sådan når ens barn skal til lægen.

Resten af dagen har jeg fri og jeg har lovet Mao, at den en stor del af tiden, skal bruges i haven sammen med ham. Han har været en rigtig nussegris og rendt i hælene på mig lige siden vi kom hjem. Jeg vælger at tolke det som om oplevelsen også har været god for ham – eller også er han bare glad for at jeg tog ham med hjem ...