Barndommens land

At mit barndomshjem nu snart ikke er mine forældres hjem mere, har rørt ved nogen dybe følelser hos mig. Et eller andet sted inderst inde, havde jeg nok altid drømt om, at mine egne børn ville have haft muligheden for at opleve mit barndomshjem, se det sted hvor jeg er vokset op, ligesom jeg har haft muligheden for at opleve mine forældres barndomshjem. Sådan et sted gemmer på rigtig mange sjove minder og historier. Jeg ville have fortalt mine børn om dem alle sammen og vist dem de gode og hemmelige steder som findes.

Det kommer jeg aldrig til. Jeg føler der går noget tabt og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal holde fast. Jeg ved helt bestemt at mine forældre bliver glade for flytningen. Det er vel det vigtigste. Og alle de små finurligheder og historier flytter jo med. Deres nye hjem bliver det sted mine børn kommer til at kende som mormor og morfars hjem. Det gamle hus er trods alt bare et sted – men hvilket sted! Der hænger godt nok mange minder ved ... Måske handler det blot om hvad jeg bringer videre med mine fortællinger, for helt det samme vil det jo alligevel aldrig blive.

At Elisabeth trods alt nåede at være der og opleve lidt af mit barndomsland, betyder uendeligt meget for mig. Hun nåede, blot få dage før sin død, at være med til at plukke kirsebær i mine forældres have. Det havde jeg slet ikke i min vildeste fantasi ture håbe på. Men vi gjorde det og det er jeg SÅ glad for i dag! Hun var der og jeg har billeder af hende, lige der midt i haven.


Kirsebærplukning i haven hos Mormor of Morfar den 18. juli 2006.